Thomas Bach Jensen
Ved CSI2*-stævnet Sentower Park i Opglabbeek i Belgien gik den 9-årige DV-hoppe Leelandi dobbelt fejlfri i en 145 cm klasse med sin franske rytter Alexia Hilpipre, der siden 2018 har haft succes med den danske hoppe.
Klassen var stærkt besat med 52 ekvipager og heriblandt mange kendte ryttere og deres topheste, men ikke desto mindre sikrede den unge franskmand tredjepladsen med den danske hoppe efter to nulrunder og en god tid i omspringningen.
Leelandi, der er avlet af Christina Ottesen og uddannet af hendes mand, Rudi Telgenhof, har et præstationsstærkt bagland i afstamningen: Rockland/ Leendert/ Lando/ Atlantic. Som 2-års var hoppen i top tre på Dansk Varmblods Eliteskue, hvor hun demonstrerede overbevisende løsspringning.
Hun er redet af Rudi Telgenhof, indtil hun i 2017 var klar til, at han gav tøjlerne videre til Mikkel Laursen, som debuterede hende internationalt. Hun tiltrak en del opmærksom, og der gik ikke lang tid, før hun blev solgt via RC Horses til en russisk ejer.
Opdrætter Christina Ottesen fortæller, at Leelandi omgående efter salget i 2017 kom med på Sunshine Tour, hvor hun blev redet af litaueren Andrius Petrovas. Franskmanden Frédéric Bouvard tog hende videre fra 135 til 140 cm og blev bl.a. nr. 2 i det franske 7-års championat i Fontainebleau 2018. Herefter har Alexia Hilpipre været hoppens faste rytter med Franck Schillewaert som træner, og indtil videre har det ført til international succes i S-klasser.
Resultat af klassen i Opglabbeek.