Thomas Bach Jensen
Måske er han født til at være en superstjerne. I hvert fald er hans far en af verdens mest kendte Grand Prix-dressurhingste Totilas, og hans mor er Dansk Varmblods-guldmedaljehoppen Tørveslettens Stamina, der under Andreas Helgstrand har haft meget stor sportslig succes fra sejr i det danske 5-års championat og UVM-finale til international femstjernet Grand Prix.
Tørveslettens Stamina e. Stedinger er trukket på elitehoppen Clara, der er mor til adskillige Grand Prix-heste som guldmedaljehoppen Tørveslettens Snowflake e. Stedinger og sølvmedaljehoppen Tørveslettens Quattro e. Quaterback, der er en del af det svenske landshold med Anna Blomgren. Stamina selv er mor til bl.a. den kårede hingst og UVM-deltager Tørveslettens Sylvester DVH 1303 e. Sezuan.
Bag Stutteri Tørvesletten står Pernille og Steen Rugaard, og da i 2011 lavede embryo transfer med Totilas og Tørveslettens Stamina var det i en avlertrio med Helgstrand Dressage og Paul Schockemöhle, og således er den i dag 8-årige Tørveslettens Titanium e. Totilas/ Stedinger avlet af denne trio.
Titanium har været solgt til Tyskland, hvor han er blevet uddannet af den kendte portugisiske berider Nuno Palma E Santos, der har været utrolig glad for den danske hest, som han måtte tage afsked med i juni 2020, hvor Titanium blev erhvervet af den hollandske dressurstald RS2 og nu lyder det fulde navn Tørveslettens Titanium RS2 og rides af staldens toprytter Marieke van der Putten, der bl.a. også rider den kendte hingst Jameson RS2.
I et Facebook-opslag skrev Marieke van der Putten i går: "Jeg er totalt forelsket i denne hest og meget spændt på fremtiden!".