Dressurhest sad i sump i 36 timer

18-10-2014 09:07

Britt Carlsen

Der måtte en helikoptereftersøgning til for at finde Livia Eg, der var smuttet fra sin hestepasser og forsvundet ud i området omkring Stubbe sø - og hun var væk i 36 timer - se fotos og video af redningen

Copyright Ridehesten.com

Matthias Tourbier kvalificerede Livia Eg e. e. Locksley/ Del Piero (opdr. Bodil Eg) til mellemrunden i championatskvalifikation i Tørring. I slutningen af september blev hun, som altid, lukket på folden ved Stald Ege, men lige som hun blev sluppet blev hun bange for noget på folden. Istedet for at løbe ind på folden, snurrede hun rundt og løb ud af folden og ud i det naturskønne område omkring Stubbe sø. En eftersøgning blev sat igang efter hoppen, og man kunne følge hendes spor et stykke, men så forsvandt de.

- Jeg var i Tyskland, og da jeg fik at vide, at Livia var blevet væk, kørte jeg hjem for at hjælpe til med at deltage i eftersøgningen af hende, fortæller Matthias Torbier. Det blev dog klart, da hoppen havde været borte i mere end et døgn, at hun måtte sidde fast i nogle af de sumpede områder omkring Stubbe sø. - Jeg så kun en mulighed, det var at eftersøge hende fra luften, fortæller Matthias. Stald Ege er nabo til den smukke dyrepark Ree Park, og her har man en helikopter og den blev velvilligt stillet til rådeighed for eftersøgningen af den kostbare dressurhoppe.

- Vi fandt hende i en sump, hvor hun må have siddet i næsten 36 timer, så tilkaldte vi Brand og Redning Djursland, som fik en bred strop under hesten og fik hende trukket op af mudderhullet. Efter kort tid rejste hun sig, noget stivbenet op, og hun er sluppet heldigt fra mødet med sumphullet ved søen.

Se video og billeder fra redningen  her

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner