Devroe belgisk dressurmester igen

10-08-2011 08:36
Jeroen Devroe red sig i weekenden til endnu et belgisk mesterskab i dressur

I dagene 4.-7. august 2011 var Stable Hulsterlo i Meerdonk, Belgien, vært for de belgiske mesterskaber i dressur, hvor OL-rytteren Jeroen Devroe genvandt sin vindertitel. Jeroen Devroes tophest er den belgiske varmblodshest Apollo van het Vijverhof e. Welt Hit II/Ritmeister og sammen vandt de både Grand Prix, Grand Prix Special og Grand Prix Kür. Nærmeste konkurrent var blot 25-årige Julie de Deken, der konstant pustede Devroe i nakken og gjorde sejren knap. De Deken, der for to år siden vandt U25-klassen ved CHIO Aachen blev sidste år udnævnt som årets talent i Belgien, og med sin westfalervallak Fazzino e. Florestan/Rivellino xx viste hun sit potentiale. Desværre har ekvipagen haft en vanskelig start på stævnesæsonen og er derfor ikke på det belgiske EM-hold. I Meerdonk tog den unge rytter, der trænes af Tineke Bartels, dog revanche og slog landsholdsrytterne Johan Zagers, Cladia Fassært og Fanny Verliefden. Bronzevinderen Johan Zangers rider på dansk varmblodsvallakken Question de Liberté e. Quidam de Revel/Lagano (opdr. Allan Blomgren). I mesterskabets lille tur var Julie de Deken uovervindelig med sin kårede holstenerhingst Lucky Dance e. Lucky Lionell/Placido Sun med hvilken hun suverænt vandt alle tre runder. Kilde: Eurodressage.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner