Det skal erstatte ridelærer-, rideinstruktør- og berideruddannelserne

20-05-2022 13:24

Det seneste års tid har en arbejdsgruppe bestående af medlemmer fra hhv. DRF og DR-IF arbejdet målrettet på at opdatere og udvikle DRF’s uddannelser for at sikre, at de er så tidssvarende og målrettede som muligt. Formålet er at øge optaget på uddannelserne og dermed også mængden af uddannet personale til især rideklubberne. Fra og med 1. august vil det derfor være muligt at uddanne sig til både rideinstruktør- og berider og som noget nyt rideskolemanager

Copyright Ridehesten.com
De nyuddannede rideinstruktører fra 2020. Foto: Dansk Ride Forbund

Indtil nu har der eksisteret én samlet uddannelse, hvor man efter to år kunne kalde sig eksamineret ridelærer, efter fire år eksamineret rideinstruktør, og efter seks år eksamineret berider. Fra 1. august 2022 er der tale om to separate uddannelser – hhv. rideskolemanageruddannelsen og rideinstruktør- og berideruddannelsen.

– Det er ingen hemmelighed, at vi gennem de senere år har set en nedgang i tilslutningen til vores uddannelse, og derfor var det på tide at gå den grundigt efter i sømmene. Derfor har vi bl.a. delt uddannelsen op i to, så vi både henvender os til dem, der brænder mest for at undervise, og dem der både brænder for at ride og undervise. Opdelingen betyder samtidig, at det fremover vil tage fire år frem for seks at uddanne sig til berider, da man - såfremt man opfylder optagelseskravene – kan starte direkte på rideinstruktør- og berideruddannelsen. Og så har vi desuden gjort det muligt at specialisere sig allerede på første år af rideinstruktøruddannelsen, hvor man tidligere har skullet vente til første år på berideruddannelsen, så alt i alt synes vi, at vi er endt ud med en langt mere tidssvarende og relevant uddannelse, og vi glæder os til at skyde den i gang pr. 1. august, lyder det fra berider og formand i DR-IF, Kristian Skovrider.

Rideskolemanageruddannelsen
Uddannelsen til rideskolemanager henvender sig til dig, der ønsker at arbejde professionelt med heste, ridning, undervisning samt drift af elevskoler. Uddannelsen tager to år, består af skole- og praktikophold på et godkendt lærested ved en godkendt læremester, og afsluttes med en praktisk eksamen. Efter bestået eksamen har du desuden mulighed for at videreuddanne dig inden for ridesporten ved at påbegynde rideinstruktøruddannelsen, såfremt du opfylder forudsætningerne herfor. Du skal opfylde følgende forudsætninger for at kunne søge ind på uddannelsen:

  • Være fyldt 18 år og min. have bestået 9. klasses afgangsprøve med min. 02 i dansk og matematik.
  • Kunne dokumentere gennemført stævnestart i LA dressur eller LB spring på C-niveau – resultatet skal være opnået på hest.
  • Evt. have en ungdomsuddannelse (eks. HF, HHX, HTX).
  • Evt. have erhvervserfaring fra rideklub/ridecenter

Rideinstruktør- og berideruddannelsen
Uddannelsen til rideinstruktør- og berider henvender sig til dig, der ønsker at arbejde professionelt med heste, ridning, undervisning samt drift af rideklubber og -centre. De to dele af uddannelsen tager hver to år, og tages i rækkefølgen rideinstruktør (1. og 2. år) og berider (3. og 4. år). Uddannelsen består af praktikophold på et godkendt lærested ved en godkendt læremester samt kortere kurser, og hver deluddannelse afsluttes med en praktisk eksamen. Til forskel fra rideskolemanageruddannelsen har du fra starten af din uddannelse mulighed for at vælge, om du ønsker at uddanne sig til allround rideinstruktør/berider eller specialisere dig i hhv. springning eller dressur. I løbet af uddannelsen skal du som elev have selvstændige ansvarsområder inden for klubdrift, drift af elevskole eller handicapafdeling, drift af stald, foderplan/styring og lignende. Du skal opfylde følgende forudsætninger for at kunne søge ind på uddannelsen:

  • Være fyldt 18 år og min. have bestået 9. klasses afgangsprøve med min. 02 i dansk og matematik.
  • Kunne dokumentere gennemført stævnestart i MB0 dressur eller MB1* springning på distriktsplan (på hest)
  • Evt. have en ungdomsuddannelse (eks. HF, HHX, HTX).
  • Evt. have erhvervserfaring fra rideklub/ridecenter.

Det betyder de nye uddannelser for eksisterende elever
Da de nye uddannelser allerede træder i kraft pr. 1. august 2022, er det naturligt, at der kan opstå spørgsmål hos dig som eksisterende elev omkring, hvordan din uddannelse bliver berørt. Det kan du få et overordnet svar på i nedenstående skema, og har du brug for yderligere vejledning, kan du kontakte os på berider@rideforbund.dk.

Årgang Betydning for nuværende elever

  • 2017: Elever kan vælge at specialisere sig i dressur el. spring eller fortsætte som allround. Skoleophold vil være efter den nye ordning.
  • 2018: Elever kan vælge at specialisere sig i dressur el. spring eller fortsætte som allround. Skoleophold vil være efter den nye ordning.
  • 2019: Elever kan vælge at specialisere sig i dressur el. spring eller fortsætte som allround. Skoleophold vil være efter den nye ordning.
  • 2020: Elever kan vælge at gå op til optagelsesprøven 2022, hvis de gerne vil ind på rideinstruktør- og berideruddannelsen med speciale i dressur el. spring eller allround elev. Praktik og skoleophold vil være efter den nye ordning.
  • 2021: Elever kan vælge at gå op til optagelsesprøven 2022, hvis de gerne vil ind på rideinstruktør- og berideruddannelsen med speciale i dressur el. spring eller allround elev. Praktik og skoleophold vil være efter den nye ordning.

  Alle eksaminer er fra og med 2023 efter den nye ordning.

Læs meget mere om de nye uddannelser her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner