Den succesfulde militaryhest Chilli Morning er død

27-08-2020 06:26

Annika Knudsen Lorentsen

Chilli Morning, som med William Fox-Pitt i sadlen har vundet VM- og EM-medaljer, og som har været en af de mest succesfulde militaryhest i verden, er død i en alder 20 år

Copyright Ridehesten.com
William og Chilli Morning ved OL i Rio. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Den succesfulde militaryhingst Chilli Morning e. Phantomic/Kolibre er død i en alder af 20 år, og ejeren Christopher Stone fortalte til magasinet Horse & Hound, at hingsten gik på sin egen fold, hvor den pludselig kollapsede og døde. 

– Det hele skete meget hurtigt og han led ikke. Han gik på sin fold, da han pludselig kollapsede og straks var død. 

Chilli Morning blev født i Brandenburg, og fandt sin vej ind i sporten i England med Nick Gauntlett der red ham til 4-stjernet niveau. En kort overgang red Mary King hingsten, men da han viste sig at være for stærk overtog William Fox-Pitt tøjlerne. 

Copyright Ridehesten.com
William og Chilli Morning ved EM i Sverige i 2013. Foto: Ridehesten.com/Kim Lundin

De to blev den mest succesrige britiske militaryekvipage på det tidspunkt, og i 2013 vandt de bronze ved EM, mens de ved VM et år senere både vandt sølv for hold og bronze individuelt. 

Parret var også til start ved OL i Rio i 2016, og her sluttede de på en individuel 12. plads, mens de sluttede som nr. 5 i holdkonkurrencen. Netop dette stævne var deres sidste. 

Hingsten har efterladt sig flere afkom, heriblandt Jalapeño, som går på 5-stjernet niveau med Gemma Tallertall, såvel som den 10-årige Chilli Knight. Han er også far til Chillis Gem, som sluttede som nr. 7 ved UVM i 2016 med Gemma i sadlen. 

Se Chilli Mornings internationale resultater her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner