Nina Marie Villadsen
De er derude
Der findes 344.732 frivillige i DIF-idrætten. De er trænere, tøjvaskere, kasserer osv. Og langt hovedparten arbejder gratis for at få foreningshjulene til at dreje rundt. De frivillige får imidlertid for lidt anerkendelse for deres indsats, lyder svaret, hvis man spørger den danske befolkning. Kun 17 procent af danskerne mener, at de frivillige i idrætsforeningerne får nok anerkendelse.
Myten om lønnen er aflivet
I en lignende undersøgelse har DIF i samarbejde med bl.a. Dansk Ride Forbund lavet en rundspørge til knap 1.200 foreninger, og den viser, at manglende løn ikke ses som et problem. Tværtimod – 81 % af de frivillige i foreningerne svarer, at de hellere vil have symbolsk anerkendelse i form af ’tak’ og ’skulderklap’ end eksempelvis træningstøj og økonomiske goder. Det står i stærk kontrast til myten om, at det er blevet sværere at skaffe frivillige i foreningerne, fordi danskerne altid vil have løn og materielle goder for deres arbejdsindsats.
Og den symbolske anerkendelse virker. For de frivillige bliver hængende længere i foreningen, hvis man påskønner deres indsats. Anerkendelse er med andre ord den bedste form for fastholdelse.
Husk det: sig tak
Undersøgelsen viser desuden, at de foreninger, som konkret har sat anerkendelse på dagsordenen, er bedre til at anerkende de frivillige. Over 92 % af foreningerne med en handlingsplan på området mener, at planen har klar indflydelse på antallet af gange, hvor der siges tak og gives skulderklap i det daglige foreningsliv.
Der skal med andre ord så lidt til at anerkende de frivilliges indsats, så husk det nu: Sig tak, når du næste gang støder på en frivillig ildsjæl. Vedkommende fortjener det. Også dem bag kulissen, som vasker tøj og ordner foreningens regnskab.
Kilde: Dansk Ride Forbund
