Camilla Tiefensee Schrøder
I uge 28 rejste nogle af Danmarks bedste mounted games-ryttere til Millstreet i Irland for at repræsentere Danmark under EM. Der blev afholdt EM for hold og Individuelt Open, og der blev også afviklet individuelle showklasser for de yngre aldersgrupper.
Danskerne gjorde god figur under stævnet, fortæller mounted games-træneren Signe Sehested. I de individuelle junior-showklasser, også kaldet Master Klasser, vandt Mikkel Mortensen A-finalen på ponyen Topaze. Det er første sæson for Mikkel og Topaze, og det flotte resultat tegner lovende for den nye ekvipage.
Sofie Rømer var blot 1 point fra at nå i semifinalerne i juniorklassen, men gjorde rent bord i C-finalen, som hun vandt.
Lea Høybye debutterede som Open-ryttere i de internationale individuelle klasser. Lea har i mange år været fast inventar på landsholdet, men har valgt at prøve kræfter med den individuelle sport. Det blev til nogle fine ture og en stor portion erfaringer, som skal bruges til VM individuelt i August. Lea sluttede af med at vinde F-finalen.
Open-rytterne Maja Paarup og Jens Holm opnåede begge fantastiske individuelle resultater. Begge kom de i semifinalerne, hvor de red mod nogle meget erfarne ryttere. Jens opnåede tilmed at gå videre til A-finalen og blev dermed første danske rytter i en EM individuel finale nogensinde. Jens og ponyen Inferno sluttede som nr. 7 i finalen.
Open-landsholdet bestod af Katrine Kennedy, Sophie Peters, Liv Møller, Alberte Blume Kjøller og Freja Bungaard. Holdet var et relativt ungt hold, men de arbejdede benhårdt hele ugen for at finde rytmen og stabiliteten. Holdet sluttede på en andenplads i B-finalen.
Se resultatlisterne
Læs mere om Mounted Games