Tonya Bille Nielsen
Selv om de danske ponyryttere her ved stævnet i Odense har gjort virkelig god figur for Danmark de sidste mange dage, blev det dog ikke til nogen dansk topplacering i dagens Grand Prix-klasse. Alligevel er landstræner Lars Trier Kjøller tilfreds med danske indsats i dagens klasse: - Jeg synes de danske ponyryttere virkelig red godt i dag, det er tydeligt at se at både de og ponyerne har været i gang i nogle dage nu, og særligt Nations Cup’en har kostet lidt kræfter, så de er alle sammen lidt brugte i dag.
Desuden udtrykte Lars stor tilfredshed med arrangementet og stævnet her i Odense og tilføjede: - Det har været virkelig spændende at deltage i Nations Cup’en, og jeg håber, at der næste år kan lokkes endnu flere nationer her til Danmark for at deltage i holdkonkurrencen.
Banen i dag havde Bo Bak Andersen også fået bygget særdeles udfordrende, Lars fortæller: - Bo skal have stor ros for at have bygget en så teknisk svær bane, og den var aldeles heller ikke lav. Den gav rytterne masser af god udfordring, hvilket også viste sig at koste rytterne nogle fejl undervejs.
Bedste danske rytter i dagens Grand Prix blev Hanna-Sofie Dahle med Toftegårdens Indi-Go, der fik 4 fejl i hovedrunden og dermed ikke gik videre til dagens omspringning. Hun placerede sig som nummer syv i Grand Prix’en. Klassen blev vundet af norske Ada Alette Braaten Johansen med de lille holstenerhest i ponystørrelse Elle Birken.
Se hele klassens resultat her.