Dansk overlegenhed i unghesteklasser

16-10-2024 21:11

Det har været endnu en vellykket dag for de danske springryttere i Spanien, hvor det blev Jessica Toelstang, der sejrede i 5-års finalen

Nyheden fortsætter efter annoncen

Trejde uge af det internationale springstævne MET Olivia, der finder sted i Valencia i Spanien, er netop gået i gang. Otte danske springryttere har gennem de seneste uger konkurreret på både unge og ældre heste under de varmere himmelstrøg, og en del af disse har også været i aktion i dag, hvor det bl.a. gjaldt finalerne i flere unghesteklasser.

Set med danske briller var successen særligt stor i 5-års finalen, hvor det blev danske Jessica Toelstang på den danskavlede Cuno Z e. Caballero 80/ Landlord (opdr. Glen Nielsen), der løb med sejren. Klassen blev afviklet over to runder, og hele 17 ekvipager var dobbelt fejlfrie over de 120 cm høje forhindringer, men det var Jessica og Cuno Z, som var de hurtigste med tiden 34,31 sek. mod andenpladsens 35,66 sek.

Jessica har siden starten af oktober redet otte starter i Valencia på den 5-årige Zangersheidevallak, og her er det blevet til nulrunder i alle klasser pånær én samt flere sejre. Stævnets højdepunkt for ekvipagen må dog siges at være dagens sejr i finalen. 

5-års klassens resultat.

Flere placeringer på de unge heste
Dagen har også budt på finale for de 6- og 7-årige springheste, hvor Jessica Toelstang igen var til start i den førstnævnte af disse. Her blev det til to nulrunder og en placering som nr. 6 ud af næsten 50 ryttere på den danskejede KWPN-vallakken Nibali e. Casallo Z/ Balou du Rouet.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hos de 7-årige heste var forhindringshøjden sat op til 140 cm, og her blev det til tre danske top-10 placeringer, hvor det denne gang var Zascha Nygaard Lill, som tog sig af 7.- og 9. pladsen med hhv. Continental Cafe PS e. Continental Blue/ Cafe Au Lait og Stathagnio PS e. Stakkatol/ Conthargos. Mellem Zaschas to placeringer endte Tina Lund, der altså placerede sig som den ottende bedste ud af de 56 ekvipager. Det gjorde hun på den franskavlede hingst Han Solo de Hus e. Cicero Z van Paemel/ Calido I.

Nu venter den sidste uge i Spanien, hvor det lange efterårsstævne afsluttes på søndag med internationale klasser op til 150 cm.

6-års klassens resultat.

7-års klassens resultat.

Start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Også Zascha Nygaard Lill har rede mange gode runder og blev dobbeltplaceret i 7-års finalen i dag. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen