Dansk indslag i gallashowet

09-08-2009 12:28
Sent lørdag aften deltog Dansk Varmblod og Katrinelund i gallashowet på den store stadion i Verden

Dansk Varmblod var godt repræsenteret i lørdag aftens store gallashow, hvor der blandt andet var en festlig hæder af de tre medaljevindende ekvipager i 5-års finalen. Her red Andreas Helgstrand sin verdensmesterhest Hønnerups Driver, mens hans ansatte rytter Anna Blomgren red verdens bedste 5-årige dressurhoppe UNO Donna Unique. Som avlsforbund havde Dansk Varmblod også et indslag i gallashowet, og det bestod af springrytteren Linnea Ericsson, der på bedste vis fremviste den meget velspringende Dansk Varmblods hest Pero Z Hillock og dressurrytterne Andreas Helgstrand og Michæl Søgaard, der fremviste de to unge stjerneheste Polka Hit Nexen og Horsebo Smarties, der begge tidligere har deltaget ved VM i Verden. Ligeledes blev Dansk Varmblod repræsenteret af den nye ungavler-verdensmester i mønstring, Christian Springborg, der mønstrede springhingsten Uno Safier. Også den danske hingstestation Katrinelund leverede som hovedsponsor ved stævnet et flot indslag i gallashowet med hingsten De Noir redet af Isabel Bache og Crelido redet af Stein Andresen.

I næste nummer af magasinet Ridehesten finder man en udførlig reportage fra stævnet, som vi også rapporterer løbende fra her på siden.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen