Anna Pørtner
De nordisk-baltiske mesterskaber i springning i svenske Strömsholm er afsluttet, og de danske ryttere kan rejse hjem efter en uge, hvor medaljerne er væltet ind på tværs af aldersgrupperne. På mesterskabets sidste dag blev der føjet endnu en række medaljer til den danske samling, da pony- og childrenrytterne leverede flotte præstationer i de individuelle finaler.
Særligt Rebekka Sehestedt Juul markerede sig ved at sikre medaljer i to forskellige aldersgrupper. Efter sølv hos kategori I-ponyerne tidligere på dagen sluttede hun mesterskabet af med individuelt guld hos childrenrytterne.
Danske medaljer hos kategori I-ponyerne
Der var lagt op til en særdeles spændende finale hos kategori I-ponyerne, hvor medaljerne kunne gå i flere retninger. Sille Hartvig Nielsen med O'Brian One e. Chacfly PS/ Rolykke Fixe og Amalie Breum-Harild med Good Boy du Bondet e. Tresor gik begge ind til finaledagen med blot fire fejl, mens Rebekka Sehestedt Juul med Monbeg Amber e. Luidam/ Boherdeal Clover fulgte lige efter med seks fejl. Sammen med svenske Melody Ohlinger og Quintaira D Z e. Quintero Z/ Voltaire, der ligeledes havde fire fejl, var der derfor fire ekvipager med realistiske muligheder for guldet.
Første finalerunde blev afgørende for medaljekampen. Sille og Rebekka leverede begge fejlfrie runder og bevarede presset på konkurrenterne, mens Melody Ohlinger fik en enkelt nedrivning. For Amalie blev det desværre to bomme på banen, og selv om hun fortsat red et flot mesterskab, gled hun dermed ud af kampen om medaljerne.
Inden den sidste og afgørende runde var spændingen derfor fortsat intakt. Sille havde fire fejl, Rebekka seks og Melody otte, hvilket betød, at én enkelt bom kunne vende op og ned på medaljefordelingen. Sille holdt dog hovedet koldt og leverede endnu en fejlfri runde, mens Rebekka fulgte trop med endnu en sikker nulrunde. Dermed kunne de to danske ryttere sikre en imponerende guld- og sølv-triumf, mens Melody Ohlinger måtte tage til takke med bronzemedaljen.
Rebekka fulgte sølvet op med guld
Også hos childrenrytterne var der lagt op til en nervepirrende finale. Rebekka Sehestedt Juul med Imcarthina e. Mylord Cartago HN/ Quintero, Victor Laurits Happel med Gracieuse de La Cense e. Tornesch 1042, norske Bertine Hagen Berentsen og svenske Livia Persson gik alle ind til de afgørende finalerunder uden en eneste fejl i bagagen. Dermed var der ikke plads til mange fejl, hvis drømmen om guld skulle holdes i live.
Rebekka viste dog imponerende overskud gennem begge finalerunder. Som den eneste af de fire medaljekandidater formåede hun at holde alle bomme oppe hele dagen, og dermed kunne hun lade sig kåre som nordisk mester med samlet nul fejl gennem hele mesterskabet.
Bag den danske guldvinder udviklede der sig en intens kamp om de resterende medaljer. Både Victor Laurits Happel, Bertine Hagen Berentsen og Livia Persson måtte notere en nedrivning i finalen, hvilket sendte de tre ekvipager ud i en omspringning om sølv og bronze.
Her lagde den norske rytter et massivt pres på konkurrenterne med en hurtig og fejlfri runde. Victor svarede flot igen med endnu en fejlfri omspringning i sadlen på Gracieuse de La Cense, men måtte se sig slået med den mindst mulige margin. Danskeren passerede målstregen blot 0,01 sekund langsommere end nordmanden og kunne derfor hænge bronzemedaljen om halsen, mens sølvet gik til Norge, da svenske Liva Persson endte omspringningen med i alt otte fejl.
Også de øvrige danske ryttere leverede flotte præstationer. Silja Sofie Wichmann Duus red Lyndon e. Numero Uno/ Silvio I til en flot femteplads, mens Augusta Ryby og den danskavlede Coeur de Dor e. Cyrano Ask/ Carmargue (opdr. Topsport ApS) sluttede mesterskabet på en placering med samlet 12 fejl.
Et mesterskab med dansk dominans
Med de sidste medaljer hængt om halsen kunne de danske springryttere sætte punktum for et nordisk mesterskab, hvor Danmark gennem hele ugen har markeret sig helt i toppen med både hold- og individuelle medaljer.
Tirsdagens resultater understregede samtidig den store bredde i dansk springsport. Rebekka Sehestedt Juul rejser hjem med individuelle medaljer i to forskellige alderskategorier, mens Danmark endnu en gang havde flere ryttere helt fremme i medaljekampene.
Det blev dermed en afslutning, der passede perfekt til en uge, hvor de danske ryttere igen og igen satte deres præg på de nordisk-baltiske mesterskaber i Strömsholm og repræsenterede de rød-hvide farver på bedste vis.