Thomas Pelle Veng
Da jeg fangede Daniel på telefonen, var han i gang med at træne hesten, Blue Hors Zack. Nogle ponyfædre har som Daniel helt styr på det, mens andre som jeg selv og formentligt de fleste af os er lidt mere, hvad skal jeg sige... udfordret, når det kommer til det der med heste. Derfor spurgte jeg Daniel, om han ville prøve at sætte nogle ord på, hvad han lægger i begrebet ponyfar.
Hvad er en typisk ponyfar?
”For mig er en typisk ponyfar en, som altid bakker op om sit barns hobby. Han sidder trofast i en kold ridehal aften efter aften og filmer den ene træningstime efter den anden. Det er også ham, som trøster rytteren, når det ikke går så godt, og skubber lidt på, når det er det, der er brug for.
Hjemme hos os har vi den fordel, at både min kone og jeg har redet hele livet. Vi kan dele vores erfaringer med ungerne, og har nok også lidt lettere ved at sætte os ind i, hvor hårdt et arbejde det er at have sin egen pony. Vi har fra en hel tidlig alder lært dem, at deres pony er deres ansvar, og at det sure følger med det søde. Jeg tror faktisk, at vi er ret gode til at lade dem forstå, hvor privilegerede de er, og at der er rigtig mange jævnaldrende, hvis største ønske det er at få deres helt egen pony. Vi bakker naturligvis op om deres ridning og hjælper, hvor vi kan, men der er ingen tvivl om, at det er deres ponyer og dermed også deres ansvar, at de har det godt.”
Hvad med din egen far, blandede han sig, dengang du red pony?
”Ja, bestemt, min far var en kæmpe ponyfar. Han byggede endda en stald og en ridehal til mig.” Hold da op. Men det tager os jo tilbage til det der med at være, hvad var det, du sagde? bevidst om, at man er privilegeret. Var du det? ”Ja, jeg var meget bevidst om det, men jeg var vist ikke altid lige god til at vise det, den gang jeg var teenager.”
Som ponyfar har de fleste af os prøvet at få skældud af vores nano-ryttere, selv om vi bare prøvede at hjælpe. Er det også noget, du har prøvet, eller har de små stalddiktatorer ikke noget at udsætte på dig?
”Du kan tro, at jeg har være sendt i skammekrogen, faktisk er jeg der stadig til en vis grad.”
Havde du været en uartig ponyfar?
”Ja, i hvert fald hvis du spørger min datter. For cirka halvandet år siden, den gang jeg stadig fik lov til at blande mig i min datters ridning, var jeg måske lidt for kreativ. Træningen gik rigtigt godt, men ponyen ville ikke gå ordentlig frem den dag, så hvad gør jeg? Jeg henter selvfølgelig longepisken.”
Ja, det er klart, hvordan skulle du da også kunne vide, at en ponyfar med en longepisk kunne være en skidt ide?
”Ja præcis, men det gjorde jeg altså. Ponyen blev bange og kastede min datter af, og lige siden har det været min kone, som står for træningen.”
Har du et råd til de helt grønne ponyfædre, som aldrig har været tættere på en hest end dengang i 7. klasse, da de tissede op ad et elektrisk hegn?
”Jeg synes, det er vigtigt, at man sætter sig godt ind i, hvad det vil sige at have hest. Ikke kun for sin egen skyld, men i høj grad også for ponyens og rytterens. Hvis man lærer at læse ponyen, vil man kunne bidrage meget mere, og man må ikke glemme, at man som forældre har et stort ansvar i forhold til sikre, at ponyen har det godt.”
Daniel, det lyder alt sammen meget fint, men der gik altså adskillige år, før jeg lærte at kende forskel på bandager og gamacher, og jeg kan fortsat ikke se, om ponydyret er rengående. Findes der virkelig ikke en smutvej, så vi kan slippe for at udstille os selv med spørgsmål som, hvordan kan en pony træde sig selv i ballerne? og hvor mange klove har en pony?
”Nej, desværre. Det tager tid, og det kræver, at man engagerer sig, men så skal det nok også komme.”
Har du også et godt råd til de mange ponyryttere?
”Der er ingen tvivl om, at de bliver nødt til at være dedikeret, hvis de vil op og starte i de høje klasser, for ponyniveauet i Danmark er højt. De skal lære at prioritere i en meget ung alder og huske at være ydmyge, for det er en meget tidskrævende livsstil de har valgt, og ofte kræver det, at hele familien hjælper til for at få tingene til at hænge sammen.”
Har du en sjov ponyfar historie?
”Jeg kan ikke lige komme i tanke om en sjov historie, men der er i hvert fald en, som stadig kan få mig til at krumme tæer i ridestøvlerne, når jeg tænker på den. Jeg var engang til et ponystævne i Sverige, jeg var vel 14 eller 15 år gammel. Stævnet strakte sig over en weekend, og min far havde tilbudt at køre mig derover. Der var en del, jeg kendte til stævnet, så vi havde aftalt, at min far bare skulle sætte mig af og køre tilbage på arbejde. Jeg kan huske, at den første dag gik rigtig godt, men at den anden var noget værre møg, og humøret var helt i bund, da min stakkels far kom for at hente mig.
På en eller anden måde havde jeg overbevist mig selv om, at det var min fars skyld, at jeg havde redet dårligt. Lad mig bare sige det, som det er. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Fire gange over broen til Sverige på to dage, og hvad er takken? Fire timer i en bil med en sur møgunge. Måske det er derfor, jeg i dag synes, at det er så vigtigt, at man husker at vise, at man sætter pris på sine forældres opbakning.”
Når bagparten er god, er alting godt
Til alle jer ponyforældre derude. Tak fordi I læste med. Om I har lært noget eller blot har fået bekræftet, at det ikke altid er nemt at være forældre til en rytter, vil jeg lade være op til jer. Personligt fandt jeg en vis trøst i at høre, at selv om de unge ryttere til tider, kan være lidt stramme i betrækket, så lader det til, at de inderst inde godt selv er klar over det, og at de vokser fra det.
