Camilla Tiefensee Schrøder
Efter en lang rejse gennem Marokko, først med bus over de sneklædte Atlasbjerge og efterfølgende 400 km med bil på vej ind i Sahara, står jeg endelig over for den skimlede berber-araberhingst, som skal bære mig 150 km gennem ørkenen i løbet af den næste uge. Han er parkeret sammen med syv andre hingste og en stor flok kameler ved foden af Marokkos største sandklitter, der ligger som store, mørkegule bølger i baggrunden.
– Det er Osmane. Hans navn betyder Lyn på berbisk, siger min guide, Abdel, og klapper den seks år gamle hingst kærligt på halsen.
– Han er ung og kan godt lide at vise sig lidt, så måske danser han en lille smule lige i starten, men ikke på en måde, hvor det er farligt, siger han stolt. Jeg har været spændt på turen hele dagen, men mærker det lidt ekstra nu. Var det forkert af mig at sige, at jeg er en meget erfaren rytter og bede om en frisk hest? De sidste par år har jeg trods alt kun redet hyggeture i skoven på en rar, gammel islænderhoppe, så måske er jeg slet ikke i form til det her?
– Det skal nok gå rigtig fint, smiler Abdel, som har aflæst mit ansigtsudtryk. Han er vant til, at folk kan være en smule nervøse den første dag, hvor man lige skal lære hestene og terrænet at kende, men folk ender altid med at forelske sig i deres heste i løbet af ugen, forsikrer han mig. Og han skulle vise sig at have helt ret.
Nyd dansen
Den første dag tager vi kun et kort solnedgangsridt gennem sandklitterne for at lære vores heste at kende, inden det for alvor går løs med 5-6 timer i sadlen dagligt. Vi er seks ryttere på turen, og de fleste af os er en smule spændte og forsigtige på den første ridetur. Man skal jo lige føle sig ind på den fremmede hest. Så vi har alle sammen travlt med at få dem til at gå pænt og roligt af sted. Men egentlig burde vi vove at slippe kontrollen lidt, stole på hesten og bare ”nyde dansen”, mener vores guide.
– Når hesten bliver legesyg, så er det ikke fordi, den er uartig. Den vil bare dele sin glæde med dig. Jeg siger altid til rytterne: Nyd det! For som turen skrider frem, falder de mere til ro, og til sidst vil man savne den første dag, hvor hestene var allermest livlige, siger Abdel.
Læs hele artiklen i januarnummeret af magasinet Ridehesten.
