Cathrine Dufour: Jeg er også bare et menneske

08-04-2021 14:52

Der er kommet fokus på, hvordan vi behandler hinanden på de sociale medier, og med næsten en kvart million følgere er Cathrine Dufour en af ridesportens største profiler på de sociale medier. Hun håber på, at folk vil tænke en ekstra gang over, hvad de skriver

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Jeg gør det for at inspirere
Da Cathrine Dufour for år tilbage besluttede sig for at oprette en profil på Instagram, var det med tanken om at hendes profil skulle være et sted, hvor følgerne kunne få indblik i hendes hverdag og derved også få noget inspiration. Følgerskaren er vokset støt over de sidste par år og nærmer sig snart 250.000 følgere, hvilket gør hendes profil til en af de største indenfor hesteverdenen. Men alting har en bagside, og når det kommer til de sociale medier, så glemmer mange at tænke, før de skriver. 

– Fra starten af valgte jeg at være rimelig åben omkring mit liv, både professionelt men også privat. Det har ind i mellem givet nogle knubs, og selv om det meste praller af på mig, så rammer det mig hårdt, når nogle kalder mig en dyrplager, fortæller Cathrine. 

Målet er ikke at starte en diskussion, men blot en dialog
For selv om det kun er små indblik i hverdagen, som kommunikeres ud på de sociale medier, så tænker Cathrine meget over, hvad der lægges op, for hun ved godt, hvor hurtigt et billede eller en video kan blive misforstået. Ind i mellem når Cathrine modtager en besked, som går over grænsen, så kontakter hun personen enten via en privat besked eller ved at ringe dem op. 

– På min profil prøver jeg at opfordre til en god tone på mine sociale medier, men nogle gange bliver det også bare for meget. Så sender jeg dem gerne en privat besked for at have en dialog med dem om, hvordan det påvirker mig. Jeg har også haft ringet til folk og forklaret, hvordan deres beskeder rammer, hvor de nærmest går i chok og undskylder og siger, at de ikke havde tænkt på, at der var et virkeligt menneske bag profilen. 

Jeg er jo bare et menneske, som prøver at gøre mit bedste, men jeg laver jo også fejl ligesom alle andre mennesker. Hvis man ikke har lyst til at følge med, så er det jo ikke sværere end, at man bare kan lade vær med at følge mig. Jeg vil også langt hellere have, at folk tager fat i mig i stedet for at hænge mig ud på de sociale medier. Jeg håber at folk begynder at tænke over hvad de skriver, før de sender en besked afsted, slutter Cathrine. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen