Thomas Bach Jensen
Carl Erik Overgaard blev født i Slagelse som søn af en vognmand, og det var givet, at han skulle efterfølge sin far. I mange år drev han vognmandsforretning med stor flid og med daglige arbejdsdage på 12 timer.
Interessen for heste fik han i det lokale miljø, hvor der boede en hestehandler. Sammen med hestehandlerens søn blev det starten til en gloværdig ridekarriere.
Carl Erik Overgaard satte sit præg på ridebanespringning i Danmark, og som ganske ung var han en de første fra provinsen, der fik invitation til at ride i Achen, hvilket på daværende tidspunkt normalt kun var forbeholdt en snæver liga fra København. Ligeledes deltog han flere gange i danske såvel som nordiske mesterskaber.
Hans hjerte bankede for ridesporten, og sin sparsomme fritid brugte han gerne på at lære de næste generationer at ride, og flere af hans ryttere opnåede at vinde, såvel nationale som nordiske mesterskaber samt et stort antal distriktsmesterskaber.
En stor tak på vegne af springryttere på vestsjælland, der i gennem årtier har modtaget undervisning og hjælp samt altid gode råd. Ridesporten på vestsjælland har mistet en ildsjæl med stor kapacitet.
Vore tanker går går til hans hustru Kirsten, der har mistet sin mand gennem 6 årtier, døtrene Dorthe og Birgit, som har mistet deres far, samt børnebørn og oldebørn.
Æret være Carl Eriks minde.
/Lars Rasmussen, der har haft det privilegium at være Carl Erik Overgaards ven.