Carina Cassøe Krüths May-Day skal være læremester

02-05-2020 21:34

Annika Knudsen Lorentsen

Den 17-årige Dansk Varmblods-hoppe May-Day Graftebjerg, som har været succesfuld med Carina Cassøe Krüth skal nu være læremester for Carinas elev Nana Christine Christiansen

Copyright Ridehesten.com
Carina og May-Day. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Carina Cassøe Krüth har med hoppen May-Day Graftebjerg e. Dream of Heidelberg/Rainman (opdr. Arne Bjerg-Nielsen) redet på højeste internationale niveau, og parrets seneste internationale start var sidste år ved det 5* Nations Cup-stævne i Falsterbo. Ekvipagen har også haft succes nationalt, og har blandt andet deltaget ved DM for seniorryttere flere gange. 

Selvom May-Day er 17 år gammel og mange heste går på pension i denne alder, så var hoppen ikke klar og derfor er det besluttet at den erfarne hoppe fremover skal være læremester for Nana Christine Christiansen

– Nana er allerede uddannet berider, men hun ønsker at videreuddanne sig selv. Det har jeg stor respekt for, da det er noget vi aldrig må holde op med. 

Sådan skriver Carina Cassøe Krüth på sin Facebook-side, hvor hun blandt andet også skriver, at hun glæder sig til at følge den nye ekvipage:

– May-Day er slet ikke klar til at gå på pension, og derfor var det naturligt at give hende muligheden for at tage endnu en rytter til det allersværeste niveau. Da Nana allerede er elev ved mig får jeg glæden af at følge dem begge godt på vej. 

Nana Christine Christiansen har redet op til Intermediaire for hest, og er uddannet berider, og hun er meget taknemmelig for den mulighed hun har fået, og hun skriver følgende på sin Facebook:

– Jeg er sindssygt taknemmelig for denne mulighed, for min egen videreuddannelse. At overtage tøjlerne på netop så velredet og skøn en hest, det er helt fantastisk. Jeg har allerede på få rideture lært meget af May-Day. Tak til Carina og Casper Cassøe Krüth. 

I opslaget som I ser nedenfor, kan I se et billede af Nana på May-Day, mens Carina står ved siden af.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner