Bundgaard Byg Cup skudt godt i gang

19-04-2026 18:09

Tidligere på dagen blev årets første kvalifikation af Bundgaard Byg Cup afgjort ved landsstævnet hos Frederiksværk Rideklub, som i denne weekend har dannet rammen for et vellykket stævne med gode forhold, flot ridning og en spændende sæsonstart på en af dressurens mest populære turneringer

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend er Bundgaard Byg Cup 2026 blevet skudt i gang hos Frederiksværk Rideklub. Her var det Isabell Jepsen og Gørklintgårds Montreal DWB, der løb med sejren. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Frederiksværk Rideklub har i denne weekend dannet rammen om første kvalifikation af Bundgaard Byg Cup 2026, hvor nogle af landets dygtigste dressurekvipager har været samlet til en af sæsonens vigtige landsdækkende turneringer. Stemningen har været høj fra start og klubben har leveret gode rammer for både ryttere, heste og publikum i den indledende del af den traditionsrige cup. 

Bundgaard Byg Cup er en af de mest populære turneringer på dressurscenen for ekvipager på Intermediare I-niveau og fungerer som et vigtigt skridt på vejen mod sportens sværere klasser. Turneringen afvikles over fire kvalifikationsrunder i Intermediare I og Intermediare I Kür, hvor de 18 bedste ryttere samlet set kvalificerer sig til finalen, hvor den eftertragtede titel skal aføgres. 

Turneringen er arrangeret i et mangeårigt samarbejde mellem Dansk Ride Forbund og Bundgaard Byg, et samarbejde, der har eksisteret siden 1998, og som har været med til at udvikle og styrke en af dansk dressurs mest populære turneringsserier. 

Fakta
Bundgaard Byg Cup 2026

Bundgaard Byg Cup 2026 afvikles over fire spændende kvalifikationsstævner fordelt rundt i landet, og afsluttes med en spændende finale i starten af efteråret. 

1. kvalifikation: Den 17.-19. april, Frederiksværk Rideklub
2. kvalifikation: Den 19.-21. juni, Kirstinelund Sportsrideklub
3. kvalifikation: Den 4.-6. september, Dansk Varmblod Rideklub (Vilhelmsborg)
4. kvalifikation: Den 25.-27. september, Solrød Rideklub
FINALE: Den 8.-11. oktober, Stutteri Ask

Fold up
Copyright Ridehesten.com
Bundgaard Byg Cup er en særdeles populær turnering, der hvert år samler landets dressurryttere. Her sidste års finalister. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

I denne weekend var det altså Frederiksværk Rideklub, der lagde faciliteter til årets første kvalifikation, hvor feltet af deltagere tæller en række stærke ekvipager, der alle jagter vigtige point i kampen om en plads i finalen senere på sæsonen. Allerede fra første start var niveauet højt, og der har været lagt op til en spændende weekend med mange harmoniske ridt og tæt konkurrence i det stærke felt. 

Første afdeling af Bundgaard Byg Cup blev redet i går, lørdag, og gik i Intermediare I. Her var 23 ekvipager til start, og det felt skulle altså skæres ned til de 15, som efter første afdeling gik videre til i dag, hvor der skulle rides Intermediare I Kür. 

Bedst af alle i første afdeling blev Isabell Jepsen i sadlen på DV-vallakken Gørklintgårds Montreal DWB e. Métall/ Sunny-Boy (opdr. Jørgen Ravn), der lagde sig i spidsen af klassen, og dermed også turneringen, med 72,901% efter et flot og harmonisk ridt.

Isabell er til dagligt i lære som berider hos Michael Søgaard på Hulbækgaard i Karlslunde, og det er da også Isabells læremester, der har ejet Montreal, da han var ung. Her arbejdede Isabell som hestepasser og forelskede sig i vallakken, der dog blev solgt som 6-års. I 2024 købte Isabell ham tilbage, og nu er de altså på en virkelig god rejse sammen. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var dog ikke helt uden konkurrence, for lige i hælene på Isabell lå Rune Willum Hansen i sadlen på DV-vallakken Dudley Pax e. Hesselhøj Donkey Boy/ Sezuan (opdr. Stutteri Pax I/S), som red til 72,716%, mens Nadja Aaboe Sloth og DV-hesten Satchmo e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Future Cup (opdr. Erik Mølbæk) tog sig af tredjepladsen efter et flot ridt til 72,130%. 

Copyright Ridehesten.com
Rune Willum Hansen og Dudley Pax. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Her til eftermiddag blev anden afdeling i Intermediare I Kür så afviklet, og her var der altså spænding til det allersidste, da alle 15 ekvipager leverede flotte og harmoniske ridt. Derudover var det også gårsdagens vinder, Isabell Jepsen, der havde fået fornøjelsen af at starte som sidste rytter, så spændingen blev altså holdt til det sidste. 

Da Isabell Jepsen og Gørklintgårds Montreal havde været på banen som allersidste ekvipage, var der altså ingen tvivl om, at de skulle være vindere af første kvalifikation. Efter en meget flot kür til 75,500%, hvilket også var klassens bedste resultat, blev det altså til en samlet sejr. Parret endte med et slutresultat på 148,401%

Montreal er en hest med masser af power og tænding, så jeg er enormt stolt over, at vi er kommet så langt, som vi er, og at vi kan gå ind og ride det program, som vi gør både i går og i dag. Jeg er meget taknemmelig for alt den opbakning, jeg får fra både min familie, Michael og resten af teamet på Hulbækgaard, fortæller Isabell efter sejren. 

Copyright Ridehesten.com
Isabell Jepsen og Gørklintgårds Montreal DWB. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

De næste placeringer blev byttet en smule om, da Nadja Aaboe Sloth og Satchmo red sig op på en andenplads efter en kür til 74,959%. Det betød altså, at ekvipagen sluttede på sammenlagt 147,089% efter de to dages afdelinger. 

Nadja skubbede dermed Rune Willum Hansen og Dudley Pax ned på en tredjeplads, da de i dag red kür til 74,250%, og altså var de tre placeringer endnu en gang uhyre tætte. Rune og Dudley Pax endte dermed på samlet 146,966%

Dermed blev første kvalifikation af den populære turnering skudt i gang med stor succes, og snart kan rytterne se frem til igen at ride på banen i kampen om de vigtige finalepoint, når Kirstinelund Sportsrideklub afholder den anden kvalifikation om et par måneder. 

Copyright Ridehesten.com
Nadja Aaboe Sloth og Satchmo. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Klassens resultat. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner