Bundgaard Byg Cup på Vilhelmsborg

07-07-2025 06:28

Sideløbende med Dansk Varmblods Krafft Eliteskue afvikler Dansk Varmblod Rideklub et stort landsstævne i dressur, hvor der blandt andet skal rides om vigtige point i den tredje Bundgaard Byg Cup-kvalifikation

Copyright Ridehesten.com
Den smukke gårdsplads på Vilhelmsborg danner rammen om tredje kvalifikation af Bundgaard Byg Cup. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Igen i år afvikler Dansk Varmblod Rideklub et stort landsstævne i dressur i forbindelse med forbundets Krafft Eliteskue på Vilhelmsborg. Eliteskuet er kulminationen på sommerens avlsarrangementer, hvor de bedste føl, 2-års og medaljeaspiranter mødes i en forrygende finale.

Samtidig inviterer Dansk Varmblod Rideklub til et stort dressurstævne, som afvikles på gårdspladsen samt på Øst-anlægget. Stævnet starter torsdag den 28. august, og sidste år var der stor opbakning til stævnet, som i år danner rammen om PAVO og DRF’s championatskvalifikation, Dressurens Venner Cup, DWB Amateur Cup og det uofficielle mesterskab for beriderelever, samt naturligvis et stort antal landsstævne-klasser fra LA- til Grand Prix-niveau. Der er sidste frist for anmeldelse den 22. august på DRF GO!

Ved stævnet afvikles også tredje kvalifikation af Bundgaard Byg Cup. Den traditionsrige, landsdækkende turnering rides over fire spændende kvalifikationsrunder i Intermediaire I og Intermediare I Kür. De 18 bedste ryttere går videre til finalen for at dyste om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup 2025.

Copyright Ridehesten.com
Camilla Lærke Stubberup og Francisca-D er i spidsen af turneringen lige nu. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Første kvalifikation blev afviklet af Hovgaard Rideklub, mens Kirstinelund Sportsrideklub var vært for anden kvalifikation. Det er Dansk Varmblod Rideklub, som er vært for den tredje kvalifikation, mens Solrød Rideklub er vært for den sidste kvalifikation i september, inden de 18 bedste ryttere og heste tørner sammen i finalen på Stutteri Ask i midten af oktober.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Camilla Lærke Stubberup og DV-hesten Francisca-D e. Franklin/ Blue Hors Romanov (opdr. Jørn Damm) fører den samlede stilling i Bundgaard Byg Cup efter dobbeltsejr på Kirstinelund. Hun deler førstepladsen med OL-rytter Daniel Bachmann Andersen, som vandt på Hovgaard. Daniel Bachmann Andersen kan man i øvrigt opleve ved Dansk Varmblods Krafft Eliteskue søndag den 31. august, hvor han vil dele ud af sine tanker om uddannelse af dressurheste ved en gratis clinic om middagen. 

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen holder blandt andet clinic under Krafft Eliteskuet. Foto: Ridehesten.com/ Trine Askjær Jensen

Se proportionerne til landsstævnet her. 

Se programmet for Krafft Eliteskuet her. 

Foreløbige stilling i Bundgaard Byg Cup. 

/ Dansk Varmblod. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen