For snart 8 uger siden skete det, at jeg, på en helt almindelig ridetur, fandt ud af, hvor vigtigt vores udstyr faktisk er, hvis uheldet en dag skulle ramme. Og det gjorde det. På en helt almindelig onsdag faldt jeg mit gule lyn, Mette, da vi sprang. Jeg fik en hjernerystelse, piskesmæld i nakken og forstuvede samtlige muskler omkring rygsøjlen.

Dét er er ikke nogen solstrålehistorie, men mere et indblik i, hvordan det hele kan vende på et split sekund.

Efter adskillige lægebesøg og opstart på behandling samt hvile og ikke mindst pause fra ridningen, er jeg så småt begyndt at komme tilbage i sadlen.

Det har for mit vedkommende været en længere proces. Men efter jeg kom tilbage i sadlen, bød de første 14 dage  på skridt, hvorefter jeg så småt kunne påbegynde traven. De 2 heste jeg startede ud med, i skridt, var Mette og CP. CP er en hest,  jeg har trænet nogle dage i ugen for hans ejer – han er virkelig skøn!
I starten måtte jeg nøjes med en enkelt langside i trav, så 2 langsider og derefter et par runder.

Når smerten tog over
Når smerterne blev for kraftige, måtte jeg stoppe ridningen og vente på min krop igen var klar. Nogle dage kunne jeg ride, og  andre dage måtte jeg hvile mig. Det var en hård start.

Nu snart 8 uger efter skaden kan jeg i dag trave uden problemer.  Det er en lettelse og helt befriende. Jeg er så småt begyndt at galopere. Til det har jeg lånt Frejas hest Princess. Princess er den mest rolige og mest velredet hest, jeg kunne finde. Hun er så sød og god ved sin rytter i alle situationer.
For mig var det vigtigt at finde en hest, som ikke lavede unoder, løb afsted i fuld fart eller tog biddet fra mig, for det vil komme til at skade min ryg og sætte hele processen tilbage.

Jeg har galoperet på Princess to gange nu. Første gang blev det til næsten hele 2 runder i hallen og anden gang tre runder på begge volter.  Det var fedt endelig at galopere igen, men jeg tænker hver dag på, hvornår jeg kan starte op på springningen - der kommer dog til at gå yderligere 3 uger, ifølge min behandler, for det er hårdt for ryggen at komme i gang igen, men han siger også, at det er godt for mig, at jeg er startet op med dressuren, så længe jeg bare husker at stoppe, når smerten melder sig. Jeg skal også huske en fast hviledag i ugen, hvor jeg slapper af.

Så indtil da må jeg nøjes med det dressur, som jeg kan, og de lange skridtture ud i det blå sammen med pigerne fra stalden.

Jeg træner stadig alle 5 skønheder, som jeg har i min hverdag – men det er alt efter hvor meget jeg kan pr. dag .

Tak for i læste med

sabrinas Horseteam