Stine Gertsen
I dag blev der redet grand prix ved Balticup finale-stævnet på Vilhelmsborg. Her var det den sidste mulighed for, at få point i Ericsson Trophy Cup, hvor ekvipagen med flest point kunne gå hjem med en lækker springsadel fra Equipe ved Hanne Ericsson. Linnea Ericsson har i samarbejde med Equipe været med til at udvikle sadlen, som hedder Linnea Expression og ideen bag, er at sadlen der er konstrueret til at sidde korrekt i, og dermed få den helt rigtige indvirkning på hesten. Vinderen af Grand Prixen for kat. 3 blev danske Benedikte Rie Truelsen på Mr. Limbo. Ekvipagen endte med to fejlfrie runder og en tid på 34,62 sek. i omspringningen. Med en tid på 34,88 krydsede Laura Baaring Kjærgaard og Heartbreaker målstregen og røg dermed direkte ind på andenpladsen. For kat. to'erne var det en nordmand, der løb af med sejren. Ingrid-Synøve Hansen på Kantjes Valentijn var nemlig fejlfrie i 2. runde med en suveræn tid på 37,32 sek. Kun én anden ekvipage endte også med en fejlfri omspringning. Dette var svenske Kajsa Karlsson på Little Wonder, som besatte andenpladsen med tiden 39,93 sek. Det blev til en dansk sejr i kat. 1'ernes Grand Prix. Martin Mose Knudsen og Ushuaia var eneste ekvipage som sluttede med to flotte nul-runder, og dermed kunne de velfortjent kalde sig vindere. Nr. 2 blev norske Synne Ljosland og Anthony. Dagens sidste Grand Prix var for juniorerne. Her blev det norske Pål Flam på Crestimo der stod forrest ved præmieoverrækkelsen, efter en flot fejlfri omspringning i tiden 45,26 sek. Andenpladsen gik ligeledes til en nordmand, nemlig Vilde Wiik Terum og S.I.E.C. Casall. Ekvipagerne, som op gennem året har vundet mest, og dermed optjent flest point ved årets Baltic Cup-grand prix-klasser, blev i dag fundet. Vinderne af Ericsson Trophy 2012 blev: kat. 3: Julia Hallberg fra Sverige med ialt 301 point. kat. 2: Ingrid-Synøve Hansen fra Norge med ialt 306 point. Kat. 1: Synne Ljosland fra Norge med ialt 297 point. Juniore: Vilde Wiik Terum fra Norge med ialt 295 point.
Billeder fra i dag, kan ses her på siden fra på tirsdag.