Camilla Tiefensee Schrøder
Andreas Schou opnåede i dag to placeringer i top-6 i CSI2* 145 cm Grand Prix/rankingklasse ved det internationale stævne i spanske Valencia. Ombord på den 9-årige svenske varmblodshoppe A-Girl e. A-Dur/Careful (opdr. Westlife Ab) kom han på tredjepladsen efter to fejlfri runder. Og på den kun 8 år gamle Quadrosson Ask e. Quadros 3/Carentan (opdr. W. Schumacher) red han ligeledes to fejlfri runder med en hurtig tid, som rakte til en sjetteplads.
De to placeringer udløste til sammen en præmiesum på 5125 Euro.
Se start- og resultatlisterne
Fjerde fejlfri Grand Prix i streg
Andreas Schou er svært tilfreds med Quadrosson, som han allerede sidste søndag roste på sin facebookside efter en flot Grand Prix-andenplads.
–Jeg har aldrig haft en 8-års som den her. Det er den tredje fejlfri Grand Prix i træk, lød det begejstret fra Absolute Horse-rytteren. Og med placeringen i dag er det altså fjerde Grand Prix i træk uden fejl for den unge vallak ejet af Stall Bengtsson U. Kristoffersen og Lars Kramer.
Vandt med Chacolot
Lørdagens Grand Prix-placeringer er dog langt fra hans eneste triumf i denne uge. Han vandt også fredagens Trofeo Oceanogràfic Valencia 145 cm i sadlen på den 9-årige vallak Chacolot e. Coronas 2/Concorde, hvor han efter en omspringningsrunde på 29.03 sekunder vandt med næsten et sekunds forspring til nærmeste konkurrent.
Har du lyst til at se med, kan stævnet livestreames gratis via clipmyhorse.tv.