70-årig dressurrytter til OL 2012

05-03-2012 09:44
Den 70-årige japanske rytter Hiroshi Hoketsu har officielt kvalificeret sig til den kommende sommers Olympiske Lege i London
Copyright Ridehesten.com
Hiroshi Hoketsu og hesten Whisper ved OL 2008 (Foto: Ridehesten.com).

Til sommer, når de Olympiske Lege tager deres begyndelse, vil Hiroshi Hoketsu være fyldt 71 år, og han vil dermed være den ældste japanske OL-deltager nogensinde. Det var han faktisk i forvejen, da han som 67-årig deltog i OL ved Beijing i 2008, hvor han var Legenes ældste deltager. Det er dog endnu usikkert, om Hiroshi Hoketsu trods kvalifikationen rent faktisk kommer til at deltage ved OL. Det vil det japanske rideforbund afgøre senere. Hiroshi Hoketsu deltog i sit første OL helt tilbage i 1964 og kvalificerede sig også til OL i 1988, men kom ikke til start. Kommer han til start i år, vil han aldersmæssigt være tæt på at slå historiens ældste OL-deltager, som var den svenske skytte Oscar Swahn, der vandt OL-sølv i 1920 i Antwerpen som 72-årig. Det var hans sjette medalje i tre Lege.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner