17 danske heste har MRSA - ingen panik

19-04-2017 11:26

MRSA-bakterier er fundet hos få danske heste, men det betyder ikke, at myndighederne vil lave nye forholdsregler for rideklubber, og ingen skal ikke være bekymrede for at omgås heste eller hestefolk

Copyright Ridehesten.com

Københavns Universitet står bag en undersøgelse af 401 heste fra 74 danske besætninger, herunder 20 rideskoler, og heraf har 17 heste vist sig at bære en variant af husdyr-MRSA-bakterien. Undersøgelser i 2005 og 2015 har ellers ikke fundet tegn på MRSA-smittede heste i Danmark.

MRSA står for Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus, og på dansk betyder det methicilinresistente stafylokokker. MRSA-bakterier har de seneste år vakt stor opmærksomhed som et kraftigt stigende problem i den danske svineavl.

Ifølge Sundhedsstyrelsen betyder de MRSA-ramte heste ikke, at der skal indføres nye procedurer for sygehuspersonalet: – Andelen af smittede heste giver ikke anledning til, at vi mener, at man skal spørge alle, om de har en hest, når de indlægges på sygehuset. Men omvendt synes jeg, at det her er med til at skabe opmærksomhed om, at der jo er bakterier omkring dyr, udtaler overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søgaard ifølge Politikken.

Hun mener heller ikke, at forældre bør holde deres børn hjemme fra rideundervisning: – Man skal huske altid at have en ordentlig hygiejne, men man skal ikke være bekymret for at blive MRSA-bærer, fordi man tager ud på rideskolen og tager en ridetur lørdag formiddag, siger overlæge Bolette Søgaard. Ifølge hende kræver det som regel længere tids omgang med MRSA-smittede dyr, før man bliver smittebærer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner