17-årige Anders Hoeck har 5 heste i finalen

29-09-2020 15:39

Annika Knudsen Lorentsen

Til årets finale i Pavo og Dansk Ride Forbunds championat for ungheste har juniorrytter Anders Uve Sjøbeck Hoeck kvalificeret intet mindre end 5 heste, heriblandt er to af dem gået videre med landets højeste karaktergennemsnit fra kvalifikationerne i deres aldergrupper

Copyright Ridehesten.com
Anders og Highfive Fuglsang. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ikke unormalt, at de rutinerede seniorryttere, som i mange år har levet af sporten, har en håndfuld heste til start i championatsfinalerne, men i år har bare 17-årige Anders Uve Sjøbeck Hoeck også formået at kvalificere fem heste til finalerne for 4- og 5-års heste i dressur. 

Opnåede kvalifikationsgivende resultater:

  • Hesselhøj Downtown: 9,8 og direkte videre fra kvalifikationen 
  • Hesselhøj Darwin: 8,34 ved kvalifikationen og 8,62 ved mellemrunden
  • Søbakkehus Delayed: 8,06 ved kvalifikationen og 8,32 ved mellemrunden
  • Highfive Fuglsang: 9,82 og direkte videre fra kvalifikationen
  • Vividus Qre: 8,42 ved kvalifikationen og 8,66 ved mellemrunden

Det drejer sig om tre 4-års heste, alle efter Hesselhøj Donkey Boy. Det er den kårede hingst Hesselhøj Downtown e. Hesselhøj Donkey Boy/Blue Hors Zack (opdr. Dorthe og Hans Jørgen Hoeck), Hesselhøj Darwin e. Hesselhøj Donkey Boy/Solos Landtinus (opdr. Lisbeth B. Andersen) og Søbakkehus Delayed e. Hesselhøj Donkey Boy/Wilkens (opdr. Agnete Holmsted).

Anders har desuden kvalificeret de to 5-års heste, den kårede hingst Highfive Fuglsang e. Grand Galaxy Win/De Niro (opdr. Anne Dorte Riis Meyland) og den svenske vallak Vividus Qre e. Zaladin Mi/Don Charly (opdr. Christian Påhlsson).

– Hesselhøj Downtown er kvalificeret som den 4-års med det højeste karaktergennemsnit på landsplan, og det samme er Highfive Fuglsang for 5-års fortæller Anders, som glæder sig til at ride de unge heste ved finalerne.

– Hesselhøj Downtown har vi selv avlet og jeg har selv uddannet og redet Prix St. Georg på hans mor, som er sølvmedaljehoppen Boogie Woogie. Hesselhøj Darwin købte vi som føl, mens Søbakkehus Delayes blev købt som 2-års. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Succes med heste i træning
De to 5-års heste, som Anders har kvalificeret til finalen er ikke ejet af familien Hoeck selv, men Anders glæder sig over de succesfulde samarbejder han har med hestenes ejere. 

– Highgive Fuglsang har jeg i ridning for familien Dahlseng fra Norge. Han blev nr. 2 i finalen for 4-års heste sidste år og jeg er utrolig glad for dette samarbejde. Vividus Qre har jeg i ridning for Tina og Christian Storm, som har indkøbt ham som juniorhest til deres datter. Indtil hun skal overtage ham har jeg fået æren af at uddanne ham. 

Copyright Ridehesten.com
Anders og Hesselhøj Darwin. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Ærgerlig over udskudt finale
I sidste uge meldte Blue Hors, som er arrangørere af finalen, ud, at det ikke er muligt at holde finalen som planlagt i uge 41. Det ærger Anders sig over, men samtidig ser ham frem til at bruge den ekstra tid på at gøre den enkelte hest bedre. 

– Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at finalen er rykket, da jeg virkelig synes alle fem heste er i topform. Den ekstra tid bliver brugt på at videreuddanne og gøre den enkelte hest stærkere samtidig med, at de holdes glade med lidt alsidig træning. Selvom finalen er rykket glæder jeg mig stadig rigtig meget til at ride den, og jeg synes virkelig, at jeg har nogle rigtig gode heste med i år.

Copyright Ridehesten.com
Anders og Hesselhøj Downtown. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner