Trine Askjær-Jørgensen
Det store internationale stævne i Oliva, Spanien, er populært i blandt de danske springryttere, som efterhånden har redet rigtig mange gode resultater hjem.
En af dem, der har taget turen til Spanien, er kun 14-årige Milla Josefina Wichmann Duus, som tog med sin træner Shannon Mejnert Ketterle. Den seneste måned har Milla således trænet og gjort sig masser af gode erfaringer til stævnet med hendes hest Augustinus Lan (kaldet Teddy) e. Indoctro/ Nimmerdor, som hun har haft i knap et år.
Milla tog med Shannon til Spanien, da hun er fyldt 14 år og dermed ikke længere er children-rytter efter årsskiftet, men rykker op i juniorrækkerne. Hun har været på landsholdet som children-rytter, men da hun nu skal til at være juniorrytter, kræver det, at hun kan ride lidt højere klasser. Derfor ville hun gerne til Spanien, som bød på muligheden for at øve sig i netop det niveau, og i går red hun så sin første 140 cm-klasse.
Millas mor, Eva Duus, beretter fra turen: – Milla og Teddy har haft en fantastisk måned med flotte resultater og sluttede stævnet i går søndag med en fejlfri hovedrunde i GP 140 cm. I omspringningen red de en hurtig tid, desværre faldt den sidste bom, men de endte på en flot 7. plads. Milla glæder sig til en ny sæson med eventyr på sin hest.
Millas træner Shannon Ketterle har også haft en rigtig god tur, hvor hun med hesten Carrelo ST e. Caretino/ Carolus I har været placeret i top-5 i alle klasserne, den har gået, i de tre uger. I sidste uge vandt parret den andenhøjeste Grand Prix-klasse på 140 cm, og i denne weekend blev de nr. 3. Shannon er bl.a. i Spanien for at skabe forretningsforbindelser, og i den henseende solgte hun da også 2 heste under stævnet.