Anna Pørtner
Den unge springrytter Palma Sophie Gry Jansson-Christensen er kun 13 år gammel, men alligevel har hun allerede taget de første skridt ind i den internationale topsport. Hun rider med stor selvtillid i children-klasserne, er dansk mester for juniorryttere, og så viser hun sig også flot frem blandt de ældre ryttere i U25-feltet, hvor hun i weekenden viste sit store talent endnu en gang.
Ved Nations Cup Youth-finalen i belgiske Lier i den forgangne weekend repræsenterede Palma det danske childrenhold, men hun nøjedes ikke der. Hun red nemlig også med i en U25-klasse, hvor forhindringernes højde lød på 140 cm, og 53 erfarne og dygtige U25-ekvipager var til start. Her leverede Palma sammen med sin hest Lyndon e. Numero Uno/ Silvio I endnu en overbevisende præstation, der rakte til en flot syvendeplads i det stærke felt.
Netop hesten Lyndon har Palma allerede haft mange uforglemmelige oplevelser med, og ekvipagen har sprunget masser af nulrunder i 140 cm-klasser, ligesom de også har været til start i flere 145 cm-klasser, til trods for Palmas unge alder.
– Lyndon, som jeg red U25 på i Belgien, har jeg blandt andet redet 145 cm og mange nulrunder i 140 cm på. Han er en af mine topheste lige nu. Næste stævne med ham bliver World Cup i Herning, fortæller Palma, der ser frem til endnu flere store udfordringer.
Allerede i denne uge venter næste store eventyr for det unge talent. Palma er nemlig til start ved det 5-stjernede Longines Global Champions Tour-stævne i Wien, hvor hun endnu en gang stiller op i U25-klasserne, denne gang med sin hest Legolas Ter Wilgen e. Emmerton/ Chin Chin. Samtidig har hun sin talentfulde og meget lovende hoppe Coco Chanel e. Comme IL Faut 5/ Sandro Boy med, der blot er 7 år gammel. Hende skal Palma ride de 1-stjernede klasser på i Wien.
At ride blandt de ældre og mere erfarne ryttere giver både inspiration og erfaring, som Palma tager med sig i sin udvikling. Hun er nemlig i fuld gang med at forberede sig på overgangen til junior, som hun rykker op i efter nytår. Palma fylder nemlig 14 år i år, og derfor er det slut med at ride som childrenrytter.
– Jeg synes, at det er mega fedt at ride højere og større klasser. Efter nytår bliver jeg juniorrytter, hvilket også betyder, at man skal være stabil i 140 cm. Derfor har vi allerede taget hul på både 140 cm- og 145 cm-klasser, da det er en del af min personlige udvikling. Jeg synes, at det er fedt at ride mod ældre ryttere, som også giver mig en masse inspiration, fortæller Palma.
Selvom hun stadig er en af de yngste i feltet, viser Palma allerede en bemærkelsesværdig modenhed i forhold til sporten og et stærkt fokus på sin sportslige udvikling. Med flere topheste og et stærkt team bag sig i stalden, er kalenderen fyldt med internationale stævner og flere store oplevelser for det unge talent.