Verden genåbner gradvist for ridestævner

17-05-2020 20:22

Efter to måneders coronaspause i ridestævner over det meste af verden begynder der lige så langsomt igen at være udsigt til nationale og internationale ridestævne i sommer og efterår

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehestne.coma/Thomas Bach Jensen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Selv om mange lande endnu ikke er hverken helt eller halvt genåbnede, og mange landegrænser fortsat er lukkede, så er stævnekalenderen i mange lande ved at blive genopfrisket, og flere steder åbnes der nu op for udendørs ridestævner, hvor der dog skal tages hensyn til de gældende forsamlingsforbud i de pågældende lande. 

I vores naboland Sverige er det fra 1. juni tilladt for unge født i 2002 og senere at starte nationale stævner, og derfor er der nu åbnet for tilmelding til flere pony- og ungdomsstævner.  I Norge har det været tilladt at arrangere ridestævner fra den 7. maj, og her gælder der til og med den 15. juni en regel om, at maks 50 personer må samles, og samtidig er det arrangørens ansvar at sørge for muligheden for god håndhygiejne, skriver Tidningen Ridsport.

I Tyskland er større sportsbegivenheder fortsat forbudte til og med den 31. maj, men samtidig gælder der forskellige regler i landets forskellige regioner. Det tyske rideforbund opfordrer klubberne til at planlægge stævner, og enkelte pilotstævner med særlige coronarestriktioner har allerede fundet sted.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I Frankrig er det nu tilladt at afholde udendørsstævner i de sportsgrene, hvor man præsterer individuelt, så længe særlige restriktioner overholdes.

De første internationale ridestævner er nu også i sigte, og FEI har givet grønt lys til et CDI3* i Beloura, Portugal den 19.–21. juni. I USA forlyder det, at flere internationale springstævner popper op om en måneds tid, som bl.a. et CSI3*-stævne i Tryon, North Carolina den 12.-14. juni og et CSI2*-stævne i Lexington, Kentucky den 17.–21. juni 2020 i Kentucky Horse Park.

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner