UVM-udtagelse over fire dage

07-05-2025 15:45

Der er glædeligvis stor tilslutning til UVM-udtagelsen i dressur ved DM-stævnet hos Randbøl Dressage Academy, og det betyder, at udtagelsen strækker sig over fire dage

Copyright Ridehesten.com
Et interessant startfelt med kårede hingste, topplacerede championatsheste og som her Årets Hoppe i DV, Polka Perfection M under Dennis Kjær, kan man nyde ved UVM-udtagelsen. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen

Det er med stor glæde, at Dansk Varmblod har modtaget et usædvanlig stort antal tilmeldinger til UVM-udtagelsen i dressur. Vi ser frem til at opleve knap 75 ekvipager til bedømmelse i forbindelse med det imponerende DM-stævne hos Randbøl Dressage Academy, hvor alle sejl er sat til for at skabe nogle pragtfulde rammer om UVM-udtagelsen og mesterskabskonkurrencerne.

Der er tilmeldt 28 5-års heste, 22 6-års heste og 23 7-års heste. Og der er ingen tvivl om, at publikum kan se frem til at få særdeles velgående og velredne ungheste at se på den smukke bane, som ligger med udsigt til ådalen. Årets Hoppe i Dansk Varmblod, kårede hingste, UVM-deltagere og topplacerede heste fra championater er at finde på deltagerlisten.

Med så stort et antal heste til bedømmelse har det været nødvendigt at inddrage onsdag og lørdag til bedømmelserne. Alle UVM-udtagelsesklasserne er sponseret af Future Dressage.

Tidsplanen for UVM-udtagelsen er som følger:

Onsdag den 21. maj
Kl. 15.00         UVM-udtagelse for 6-års heste

Torsdag den 22. maj
Kl. 09.00         UVM-udtagelse for 6-års heste 
Kl. 13.40         UVM-udtagelse for 5-års heste 

Fredag den 23. maj
Kl. 09.00         UVM-udtagelse for 5-års heste 
Kl. 14.40         UVM-udtagelse for 7-års heste 

Lørdag den 24. maj
Kl. 08.00          UVM-udtagelse for 7-års heste 

Ekvipagerne skal ride FEI’s alderssvarende indledende dressurprogram begge gange, de rider til bedømmelse ved udtagelsen på Randbøl Dressage Academy. Der bliver ikke givet karakterer, men efter hvert ridt vil dommer, berider Jens Holm Kristensen komme med en mundtlig tilbagemelding til rytteren via højttalerne, så alle har mulighed for at høre dommernes bemærkninger til ekvipagerne.

Efter bedømmelsen på andendagen, det vil sige torsdag for de 6-års heste, fredag for 5-års hestene og lørdag for de 7-årige heste, udtages der i hver årgang et antal ekvipager til en bruttotrup. Og der bliver endelig udtagelse til UVM den 1. og 2. juli på Vilhelmsborg.

Dommerne, der skal i aktion under udtagelsen af bruttotrupperne samt den endelige udtagelse i juli er Gunilla Nyman, Birthe Lyder Nielsen og berider Jens Holm Kristensen.

Longines FEI/WBFSH World Breeding Dressage Championships for Young Horses – eller UVM i dressur – afholdes i 2025 i dagene 6. – 10. august i Verden, Tyskland. Se stævnets hjemmeside her.

/Varmblod.dk

Annika Knudsen Lorentsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen