Tre Grand Prix-heste med til Hagen

13-04-2021 15:03

Daniel Bachmann Andersen som sidste år gik selvstændig, glæder sig til at gå en spændende stævnesæson i møde. Om en uges tid drager han afsted mod det internationale stævne i Hagen, hvor han medbringer intet mindre end tre heste i Grand Prix-klasserne

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Man tør næsten ikke tro på det
Når det firestjernede CDI-stævne i Hagen løber ad stablen i næste uge fra den 21. - 25 april, så er det med prominente topnavne på startlisten. Landstræner Nathalie zu Sayn Wittgenstein glæder sig til at komme afsted, som man kan læse mere om HER, men hun er bestemt ikke den eneste. 

Blandt de danske ryttere til start er den tyskuddannede, danske berider Daniel Bachmann Andersen. Han valgte sidste forår efter knap seks år som førsterytter på Blue Hors, at opsige sin stilling for at gå solo - sammen med sin hustru Tiril. Efter en lidt sløjt stævneår i sidste sæson grundet COVID-19, er Daniel atter klar til at ride op ad midterlinjen ved et internationalt stævne. 

Jeg glæder mig rigtig meget til Hagen, men man tror jo nærmest ikke på at det kan lykkes før man faktisk står dernede, griner Daniel.

Stolt over at have tre heste klar til Grand Prix
Med til Hagen medbringer han intet mindre end tre heste. Carso’ni e. Carson Ask/Leendert (opdr. Svend Åge Juhl) som skal gå Grand Prix og Grand Prix kür, DV-hesten Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina og Nicolai Jepsen) som skal gå Grand Prix og Grand Prix Special og Belmore 2 e. Belissimo M/Fidertanz som skal gå Louisdors- Preis.

– Selvom jeg måske er lidt rusten i forhold til at ride internationalt, så tror jeg at det nok skal gå alt sammen. Vi har gjort hvad vi kunne herhjemme, hvor vi har haft et stævne set-up med alle hestene, som om det var en rigtig situation. Det har været god træning, så jeg tænker at vi er så klar som vi nu kan blive, fortæller Daniel. 

Planen for Daniel er selvsagt at ride stævnet i Hagen og så håber han at han til maj kan deltage ved det international stævner i München for forhåbentlig at få kvalifikationskravene til OL på plads. Han indrømmer også at han er en smule stolt  over at kunne tage til Hagen med tre Grand Prix-heste.

– Vi må se hvad der sker fremadrettet. Vi tager et stævne ad gangen, for de er trods alt unge og urutinerede flere af de heste som jeg har. Så må vi se hvad det kan blive til, slutter Daniel.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen