Todt Un Prince Ask til Nordjylland

28-10-2024 15:45

Efter Rudie Telgenhof i starten af september mistede sin og familiens elskede hingst, Rockland, byder de nu velkommen til tophingsten Todt Un Prince Ask

Copyright Ridehesten.com
Rudie Telgenhof og Christina Ottesen mistede tidligere på efteråret deres hingst Rockland i en alder af 26 år. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er en stor plads at udfylde, for hingsten Rockland fyldte meget i Rudie Telgenhof og Christina Ottesens hverdag – og selv i deres børns hverdag. Det var den hvide hingst, som staldens rytme og rutiner drejede sig om. Han var midtpunktet i familiens liv med heste, og han var desuden far til de fleste af de mange succesfulde springheste, som de har avlet.

Sorgen er tung og savnet stort. Rudie og Christina ved, at der ikke findes en ny Rockland, men de kunne godt tænke sig en ny hingstepersonlighed i stalden, og derfor tog Rudie kontakt til Søren Møller Rohde for at høre, om man på Stutteri Ask skulle have en ældre herre, som stadig er frugtbar, og som de var villige til at sælge til et mindre set-up.

Copyright Ridehesten.com
Todt un Prince Asks daværende ejer, Kjeld Kirk Kristiansen lykønsker Søren Møller Rohde ved World Cup-stævnet i Herning i 2019. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Deres forespørgsel blev taget positivt imod og resulterede i, at den nu 17-årige franske hingst Todt Un Prince Ask e. Baloubet de Rouet/ Clair de B'neville er flyttet fra Fyns Hoved til nordjyske Østhimmerland, hvor Stald Rockland ligger i landsbyen Korup.

Der har Rockland bedækket hopper så sent som i år, hvor han fyldte 26, og forhåbentligt kommer Todt Un Prince Ask fremover til at betjene hopper derfra, og han vil kunne komplimentere egnens hopper, herunder gode Rockland-døtre, med en høj forædlingsprocent og franske blodlinjer, der ikke er særligt udbredte i den danske avl.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Begge Todts forældre har internationale resultater på 160 cm niveau, og han har selv leveret fremragende resultater under Søren Møller Rohde. Sammen blev de i 2019 danmarksmestre og finalister ved EM i Rotterdam, inden de året efter blev udtaget til den danske OL-bruttotrup.

I avlen har Todt også allerede leveret særdeles gode resultater og er far til DV-medaljehopper af enhver karat, og heraf Årets springbetonede hoppe i Dansk Varmblod i både 2021 og 2022, Veline Ask og Vicky Ask. Guldmedaljehoppen Vicky Ask e. Todt Un Prince Ask er mor til hingsteføllet Chagall Ask, som blev Årets hingsteføl 2024 i Dansk Varmblod. Senest har et 5-årigt afkom repræsenteret Danmark på de store UVM-baner på Zangersheide, nemlig Tornado Rose DWB med Caroline Rehoff Pedersen.

– Jeg mener, at Todt un Prince Ask er den hingst i Danmark, der har præsteret bedst i sporten, og jeg er ikke i tvivl om, at han kan løfte præstationsavlen i Dansk Varmblod. Derfor er vi stolte af og meget taknemmelige for, at det er lykkes os at få ham i vores stald, fortæller Rudie.

Læs også artiklen "Vi avler for sporten" om Stald Rockland i magasinet Ridehesten 11/2017.

Copyright Ridehesten.com
Todt un Prince under Søren Møller Rohde i Falserbo. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner