Tidsplanen til DM i dressur er klar

20-05-2026 06:58

Trine Askjær-Jørgensen

Onsdag til søndag i næste uge går det løs med DM i dressur og UVM-iagttagelse i Randbøl, hvor hele tre baner i år tages i brug. Kunne du tænke dig at overvære masser af flot dressur på forskellige niveauer, kan du her få et overblik over stævnet. Tidsplanen er nemlig klar

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen

Igen i år afholdes danmarksmesterskaberne i dressur på Randbøl Dressage Academy, hvor sport, stemning og smukke omgivelser mødes. Der er masser at se frem til, når Danmarks bedste ekvipager i næste uge tørner sammen i DM for seniorer og paradressurryttere samt i Agria DRF-mesterskabet for U25-ryttere.

Weekenden byder også på et uofficielt DM i lilletur, der er en gentagelse af succesen fra sidste år, samtidig med, at Dansk Varmblod afvikler den første iagttagelse og udtagelse til sommerens UVM i dressur, og der er et nyt tiltag med Nordic Rising Star Cups for junior- og ungryttere, hvor fremtidens talenter er i fokus. Derudover vil der selvfølgelig også være en række almindelige landsstævneklasser.

I år udvides oplevelsen med en food hall med et bredt udvalg af mad og drikke samt et stort udstillerområde med alt fra rideudstyr til inspiration for hesteinteresserede. Derudover tilbydes et eksklusivt VIP-område med førsteklasses forplejning og optimal udsigt til ridningen.

Masser af god ridning på programmet
Onsdag eftermiddag tages der hul på stævnet med UVM-iagttagelse for 6-års heste, mens denne årgang skal i ilden for anden gang torsdag eftermiddag, hvor også 5-års hestene skal gå. Derudover er der på Walber Arena torsdag MB0 og MA1, men der på Randbøl Dressage Arena afvikles Paradressur Grand Prix A.

Fredag indledes dagen på Walber Arena med Prix St. Georges og fortsætter med første afdeling af Nordic Rising Stars Junior Cup. På Randbøl Dressage Arena er der MB2 og dernæst første afdeling af DM i paradressur for henholdsvis grad I, II og III samt for grad IV og V. På Bane 3 er der UVM-iagttagelse for 5-års heste og dernæst 7-års heste.

Lørdag starter dagen på Walber Arena med første afdeling af det uofficielle DM i lilletur, så følger en spændende og uden tvivl lærerig clinic med Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og dernæst de første afdelinger af Agria DRF-mesterskabet for U25 og DM i dressur for seniorer. På Randbøl Dressage Arena er der første afdeling af Nordic Rising Stars Youngrider Cup, MA1 og derefter finalerne i DM i paradressur for grad I, II og III samt for grad IV og V, mens der på bane 3 afvikles den sidste UVM-iagttagelse, som er for 7-års heste.

Søndag rundes stævnet af med anden afdeling af det uofficielle DM i lilletur og finalerne i Agria DRF-mesterskabet for U25 samt DM i dressur for seniorer på Walber Arena, mens der på Randbøl Dressage Arena er anden afdeling af Nordic Rising Stars Junior Cup og Youngrider Cup.

Stævnets start- og resultatlister.

Se mere og køb billetter på DM i dressurs hjemmeside.

Stævnet bliver desuden live-streamet på ClipMyHorse.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner