Anna Pørtner
Den landsdækkende dressurturnering for pararytter, DRF Para Cup præsenteret af Elsass Fonden løber over kvalifikationsklasser i hele landet, hvorefter de ekvipager med flest point tørner sammen i en spændende finale. Solrød Rideklub var vært for årets første kvalifikationsstævne tilbage i februar, Viborg Rideklub holdt årets anden kvalifikation og i går blev sæsonens tredje kvalifikation så igen afholdt i det sjællandske hos Midtsjællands Rideklub.
Hele 16 ekvipager var mødt op for at deltage i kampen om vigtige point i turneringen, der afvikles i én procentklasse, hvor der rides enten Intermediate A eller Grand Prix A. Ekvipagerne indsamler løbende point, der er afgørende for en plads i finalen. I finalen er det nemlig de 15 ekvipager (samt eventuelle ligeplacerede), der har opnået det højst antal point efter alle kvalifikationerne, der samles og dyster om sejren.
Der afvikles kvalifikationsstævner fordelt i hele landet i perioden fra februar til september 2025. De 15 ekvipager med flest point fra kvalifikationerne mødes i finalen i fjerde kvartal af 2025.
Kvalifikationsstævner 2025 (opdateres løbende):
Startfeltet bød på ekvipager fra nær og fjern, hvor der blandt andet var flere ekvipager fra det jyske til start, foruden en god håndfuld sjællændere. Der var dog én, der var suverænt bedst i gårsdagens tredje kvalifikation, og det var Nikoline Bjørkmann Holm Hansen, der rider i grad 4 og i går sad i sadlen på den 7-årige DV-vallak Hesselhøj DJ e. Hesselhøj Donkey Boy/ Tailormade Lancelot (opdr. Hans Jørgen Hoeck).
Det var da heller ikke en helt uerfaren ekvipage, der i går havde fundet vej til Midtsjællands Rideklub. Nikoline og DJ vandt nemlig Agria DRF-mesterskabet for U25-pararyttere sidste år med en suveræn præstation i den afgørende kür, og i går kunne de så tilskrive sig endnu en suveræn sejr med 75,000% i Intermediate A.
Andenpladsen gik til Sandra Lynge Eriksen, der rider i grad 3 og som også viste rigtig flot stil i første kvalifikation af DRF Para Cup. Her sikrede hun sig nemlig ligeledes en andenplads, og i går gjorde hun det altså igen med DV-hoppen Langeskovs Zakira e. Blue Hors Zackery/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Helle Langeskov Roth). Parret red Grand Prix A og blev belønnet med flotte 71,912%.
Tredjepladsen gik til Frida Moes med den 9-årige hoppe Struntze's Great Pleasure e. Gribsvads Baltzer/ De Noir (opdr. Kimi Nielsen), der var eneste pony i feltet. Struntze's Great Pleasure er nemlig en kategori II-pony, da det i paradressur er sådan, at du må ride på hvilken som helst hest, uanset om det er en pony eller en stor hest. I går red parret til 70,800% og sikrede sig altså tredjepladsen i tredje kvalifikation.
Med det blev tredje kvalifikation ud af i alt otte afviklet med stor succes hos Midtsjællands Rideklub, og nu kan de dygtige pararyttere se frem til endnu et kvalifikationsstævne hos Uggerhalne Sportsrideklub i weekenden fra den 14.-15. juni.