Store Hestedag slog publikumsrekord

09-09-2019 14:37

Britt Carlsen

Store Hestedag blev igen i år et tilløbstykke, hvor publikum valfartede til Roskilde dyrskueplads for at opleve alle de mange spændende show, konkurrencer, bedømmelser og lytte til clinics med meget mere

Copyright Ridehesten.com
Mere end 23.000 glade besøgende satte publikumsrekord på Store Hestedag.

Store Hestedag, som blev afviklet i weekenden på Roskilde Dyrskue, blev igen i år et tilløbsstykke. Og arrangementet slog publikumsrekord med 23.326 glade gæster. Det blev igen i år et helt fantastisk arrangement med masser af glade gæster og udstillere, lyder det fra arrangørerne dagen derpå.

Oplevelserne var mange, som man har kunnet læse i nyhederne her på sitet over weekenden, og i magasinet Ridehesten dykker vi endnu længere ned i de mange oplevelser på messen. Store Hestedag er blevet så meget mere end det ellers så spektakulære og flotte hesteshow. Showet havde mere end 100 heste igang, og der blev vist en bred pallette af, hvad hesten bruges til herhjemme. 

Copyright Ridehesten.com
Et forrygende show af Clémént & Alicia Horse Show fik pulsen op hos det store publikum under hesteshowet.

Programmet spændte vidt over konkurrencer i dressur, springning og military, alt sammen arrangeret i samarbejde med Vindinge Rideklub, herunder Subaru Cup for heste som man kan læse om HER eller for ponyer som man kan læse om HER.
Desuden var der konkurrencer i Mounted Games, Dansk Ride Forbunds kæphestekonkurrence, Ponygames og Nathalie Horse Care Dansk Groomingmesterskab. Hertil kom bedømmelse af heste og ponyer i konkurrencen "Dagens Hest", med meget, meget mere. 

Copyright Ridehesten.com
Dansk Ride Forbund var tilstede på pladsen med en infostand.


Store Hestedag er ikke "bare" en god oplevelse med hesten og hunden i centrum, her kan både heste- og hundeejere få ny viden i interessante clinics og foredrag. I år kunne man bl.a. lære om Centeret Ridning, om dæmpede signaler, om hestemassage, høre om yoga for hest og rytter eller se Charmaine Berdino arbejde med sine heste med meget mere. I det hele taget var det en meget bred palette af informationer, som Store Hestedag tilbød de mange tusind besøgende. Her kan man nyde heste og ponyer i alle former, farver og størrelser, og der er det interessant at være både for den, der virkelig holder af heste og er opsøgende efter ny viden, eller de, der bare elsker at se hesten i show og arbejde i al den mangfoldighed, som Store Hestedag åbner mulighed for. 

Copyright Ridehesten.com
Helle Kristiansen fra Nathalie Horse Care fotograferet sammen med en af de glade og fantasifuldt udklædte deltagere i Nathalie Horse Care Groomingmesterskab - Liva Boserup og Meadow Fork Petal - udklædt som får.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner