Spændingen stiger torsdag i Rotterdam

22-08-2019 07:00

Britt Carlsen

Samtlige danske dressurryttere er kvalificerede til Grand Prix Special, springrytterne skal først starte til middag, da de er blandt de bedste hold, og så skal Tobias have guldmedaljen om halsen

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack starter sidst i Grand Prix Special.

Sportsligt går det fremragende for de danske ryttere ved EM i Rotterdam. Samtlige dressurryttere har kvalificeret til til Grand Prix Special, hvor kampen om de individuelle medaljer spidser til torsdag eftermiddag og aften. Klassen starter kl. 16, og det er Agnete Kirk Thinggaard og Jojo AZ der åbner for Danmark kl. 17.20, og lige efter følger Anders Dahl og Fidelio van het Bloemenhof.  Der er tre pauser i klassen og efter den sidste pause, kl. 20.20 er det "the big guns" som kommer på banen. I stadionlys kommer rytterne til at kæmpe om medaljerne, og målt efter resultatet i Grand Prix-klassen, så kan alt faktisk ske. De fleste vil nok mene, at Isabell Werth og Bella Rose er sikre guldvindere, og målt på hoppens sikre Grand Prix, så ja. Men som Isabell sagde ved pressemødet, hvor Charlotte Dujardins diskvalifikation for blod på hestens flanke blev debatteret: - Jeg har sagt det i årevis, og I tror ikke på mig, men med heste kan alt altså ske!
Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy har starttid kl. 20.50, Isabell Werth kl. 21.30, og så er det far og søn, som afslutter konkurrencerne, idet DV-hingsten Glock's Zonik/Edward Gal har starttid 21.40, og så er det Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack (far til Zonik), der slutter en med garanti spændende og festlig aften med dressursport på absolut topniveau. Medaljeceremonien starter kl. godt 22.

Copyright Ridehesten.com
Tobias Thorning Jørgensen har blot redet Jolene Hill i fire måneder, men deres samarbejde udløste en guldmedalje i dag. Foto: Svens Aage Madsen

Medaljer i paradressur
Kl. 17.40 er der medaljeceremoni for para-dressurrytterne. Det er her Tobias Thorning Jørgensen skal hædres og tildeles sin guldmedalje. Det er også torsdag, at de to sidste para-dressurryttere skal i konkurrence. Det sker i grad 5, hvor Camilla Christensen/Obreja's Sly har starttid kl. 13.09, mens Line Thorning Jørgensen skal forsøge at gøre sin søn kunsten efter og vinde medalje, når hun og Don Alivan går på banen k. 14.32. 

Springrytterne åbner dagen
Det er springrytterne som åbner dagen på stadion, med anden runde af holdmesterskabet. De ti bedste hold efter torsdagens konkurrence, går videre til finalen fredag. Klassen starter kl. 10, men da Danmark har klaret sig fremragende på førstedagen, med tre EM-debutanter på holdet, så er holdet blandt de bedste ti nationer. Det betyder, at de lavere rangerende nationer samt individuelle ryttere starter først, mens  første dansker først skal i konkurrence efter kl. 11.25. 

Se startlister HER

Copyright Ridehesten.com
Springrytterne skal i aktion fra middag - kan de holde 10. pladsen i holdkonkurrencen går de videre til finalen fredag. Her viser Kim Kristensen og Albert K stort overskud på en af de forhindringer, som kostede flere nedslag.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner