Skive Rideklub opnår seks klubcertificeringer

24-10-2019 13:27

For ganske nyligt opnåede Skive Rideklub at få hele seks ud af Dansk Ride Forbunds i alt otte klubcertificeringer, og dermed har klubben nu også fået en officiel blåstempling på CV’et, hvilket vidner om en klub i rivende udvikling.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Skive Rideklub
Nyheden fortsætter efter annoncen

Skive Rideklub er allerede en populær rideklub med stor medlemstilgang, og der er plads til alle uanset alder og ambitionsniveau – hvad enten man er elevskolerytter, privatrytter, handicaprytter eller beriderelev. For ganske nyligt opnåede klubben så hele seks ud af Dansk Ride Forbunds i alt otte klubcertificeringer, og dermed har klubben nu også fået en officiel blåstempling på CV’et, hvilket vidner om en klub i rivende udvikling.

Certificeringer, der afspejler klubbens fokusområder
Skive Rideklub har gennemført basiscertificeringerne Organisation og Sikkerhed, og idét klubben er lærested for beriderelever, er også Lærestedscertificeringen blevet gennemført. Derudover har klubben også taget hhv. Opstaldnings-, Elevskole- og Rytterlejrcertificeringerne i samme ombæring, og det har været lidt af et arbejde, siger bestyrelsesmedlem i Skive Rideklub, Dorte Nørskov, der har været tovholder på certificeringsprojektet: ”Der var rigtig mange detaljer at holde styr på, så det var om at holde tungen lige i munden. Det havde nok været mere optimalt med færre certificeringer ad gangen, men da alle seks relaterer sig til klubbens kerneområder, blev vi enige om at klø på.”

Copyright Ridehesten.com
Foto: Skive Rideklub

En omfangsrig, men uundværlig proces
Og Dorte Nørskov kan skrive under på, at certificeringerne har været hele arbejdet værd: ”At arbejde med certificeringsprocessen har gjort, at klubben fik ryddet lidt op og taget stilling til nogle af de ting, vi i dagligdagen tager for givet. Særligt synes jeg, det er vigtigt, at vi viser omverdenen, at vi er en seriøs rideklub, der tager klubdriften og sikkerheden seriøst, og så er certificeringerne kort og godt et super stærkt værktøj for klubben ved bestyrelsesskifte for at sikre stabilitet og kontinuitet.” 

Hvorfor overhovedet lade sig certificere?
Certificeringsordningen er Dansk Ride Forbunds blåstempling af klubben, og den har både et internt og et eksternt formål. I arbejdet med certificeringerne får klubben sat fokus på og nedskrevet forskellige procedurer, der i sidste ende sikrer klubben et godt klubfundament. Som certificeret klub opnår man først de to basiscertificeringer, organisation og sikkerhed, og herefter kan klubben vælge at fokusere på en eller flere af profilcertificeringerne såsom opstaldning, elevskole og lærested. Ved certificeringen opnår klubben en synlig anerkendelse af, at den lever op til ordningen – hvilket kan bruges eksternt i forhold til branding af klubbens profil over for nye medlemmer, sponsorer, kommunen eller andre samarbejdspartnere.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Læs mere om Dansk Ride Forbunds certificeringsordning.

 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Skive Rideklub

En rideklub for ALLE
Vi er heldige med at klubben har en stor gruppe af frivillige kræfter, der kan lide at bruge deres fritid i en forening, hvor det er tydeligt at ALLE er velkomne.
Klubben har en konstant venteliste på opstaldning, en stor elevskole, der er rigt repræsenteret af alle aldre og ambitioner og en stor med deltagelse i bla. Elevskole Cup hvert år med flere hold og habil handicapafdeling. For de, der har egen hest, er der mulighed for at dygtiggøre sig i dressur og spring på alle niveauer. Fx Har klubben deltaget ved DM for hold i både spring og dressur i år, kun med lokale tilknyttede ryttere til klubben. Men her er også plads til at alle kan dyrke deres ridning på lige netop den måde de selv ønsker, bare sikkerhed og fokus på hestens ve og vel er i orden.
Selvom det hele lyder rosenrødt er der også malurt i bægeret. Klubben står over for et større byggeri, idet der i forbindelse med bygning af den nye stald, kom udfordringer i vejen, som bevirkede at der ikke var råd til sadelrum, toiletter, opsadlingspladser og vaskeplads. Dette er et stort problem i dagligdagen og udfordrer klubbens ønske om sikkerhed i omgangen med hestene. Klubben har i samarbejde med Skive kommune og nogle fonde arbejdet på at få en fornuftig finansiel plan for byggefase 2(som den bliver kaldt). For at udvide og finansiere dette, er det vigtigt for klubben at vise en stabilitet og udviklingspotentiale, dette er vi i bestyrelsen helt sikre på at de fremadsigtende certificeringer vil hjælpe med til at sikre.

/Pressemeddelelse.

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner