Annika Knudsen Lorentsen
Det lykkedes i går en del danske springryttere at ride sig til placering i dagens højeste klasse ved det 2-stjernede stævne på Sentower Park i Opglabbeek, Belgien.
I alt var der 78 ekvipager til start i den 145 cm-høje rankingklasse. Fem af de startende ryttere var danske, og det lykkedes hele fire af dem at sikre sig en placering.
Den bedste placering gik til Andreas Schou, der med den velspringende I Know e. Arezzo VDL/ Hors la Loi II red fejlfrit i både hovedrunde og omspringning, og med en forholdsvis hurtig tid sikrede ekvipagen sig fjerdepladsen.
Næstbedste dansker blev Kasper H. Hansen, der ligeledes red fejlfrit i både hovedrunde og omspringning. I sadlen på Zero K. e. Kannan/ Robin Z (opdr. Eskild Black Pedersen og Søren Knudsen) red han i mål i en tid der sikrede ham syvendepladsen.
Med fejlfrie ridt i hovedrunde og omspringning, sikrede Mikkel Laursen sig en top-10 placering. I sadlen på Come Undone One e. Chacco-Blue/ Dobel's Cento tog han niendepladsen, mens Camilla Ernst tog 13. pladsen med et nedslag i omspringningen. Camilla var til start med Fiona Ask e. Ci Ci Senjor Ask/ Carthago Z (opdr. Stutteri Ask).
Klassen blev vundet af brasilianske Bernardo Cardoso de Resende Alves med El Torreo de Muze e. Taran de la Pomme/ Vigo d'Arsouilles.