Annika Knudsen Lorentsen
– Jeg glæder mig helt vildt til at deltage i Scandinavia Jumping Tour, sådan lyder det fra Kristine Kousted, som er en af de ryttere der har valgt at bakke op om det nye stævne i Odense Congres Center.
I den kommende weekend kommer en masse ponyer og heste til Odense for at deltage i dette nye stævne, som arrangørerne har gjort meget ud af at stable på benene, således at også bredden får mulighed for at ride et stævne i helt unikke rammer.
– Jeg synes det er en enestående og fantastisk mulighed for bredden, så vi får lov at ride stævner der er ligesom den som eliten deltager i. Det er dejligt, at ikke alle stævner af denne kaliber kun er for dem der kan ride 120 cm og opefter, men at muligheden nu også er der for os andre, fortæller Kristine og fortsætter:
– Jeg glæder mig til, at få denne oplevelse med min veninde Tina Brun Mortensen og med min mor. Jeg er sikker på det bliver nogle hyggelige dage med masser af springning og hygge.
Tak til arrangørerne
Kristine tager til Odense med sin hest Lucky, og for at dette kan lade sig gøre må hun holde ferie fra sine jobs og indlogeres på et hotel i Odense, men som hun selv siger så er det altså det hele værd.
– Der skal lyde en stor tak til de folk som er kommet på denne idé og som lægger alt deres tid og energi i det. Jeg havde håbet, at endnu flere ryttere ville have bakket omkring det. Nogle synes måske det er for dyrt, men hvis man ser på de rammer som vi skal ride i, så synes jeg det er helt rimeligt, forklarer Kristine og fortsætter:
– Det bliver selvfølgelig et dyrt stævne for mig, da vi skal bo på hotel, holde ferie fra to jobs og køre fra Grenå til Odense, men man skal bakke op om de initiativer som man synes er fantastiske, og det synes jeg dette er. Og vi ved jo alle sammen at der er omkostninger ved sporten, og det er helt sikkert dyrt at stable dette stævne på benene. Jeg glæder mig til vi ankommer tirsdag og endnu mere til jeg skal ride min første runde i den store hal på onsdag.
Følg stævnets start- og resultatlister her.