Rikke Haastrup er Grand Prix-vinder

10-12-2022 22:52

Annika Knudsen Lorentsen

Rikke Haastrup Kristensen kan ligesom tilbage i 2019 kalde sig vinder af den 150 cm høje Grand Prix ved Danish Christmas Show, idet hun som den eneste rytter formåede at ride fejlfrit på den krævende bane i dag 

23 ekvipager mødtes i 150 cm Polaris Grand Prix her til aften ved Danish Christmas Show, hvor der mødte rytterne en krævende bane bygget af banedesigner Rasmus Rise og hans team. 

I løbet af banen fik den ene rytter efter den anden fejl, og i sidste ende stod det klart, at det kun lykkedes en rytter at komme fejlfrit igennem banen.

Copyright Ridehesten.com
Rikke Haastrup Kristensen med Balouca Z. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det var Rikke Haastrup Kristensen med Balouca Z e. Baloubet du Rouet/ Parco (opdr. Annette Grønbæk) som leverede en fremragende runde, og med det fejlfrie resultat kunne hun endnu engang kalde sig vinder af Christmas Show Grand Prix. 

– Jeg er rigtig glad, og hvis jeg skal være ærlig, er jeg glad for, at jeg ikke behøvede at skulle ride omspringning, fortæller Rikke, som i videoen nedenfor fortæller mere om, hvordan det er at vinde Grand Prix igen. 

Andenpladsen gik til Mie Stuhr-Petersen med Vincel e. Valentino/ Fabriano, som leverede en virkelig flot runde desværre med et enkelt nedslag. 

Copyright Ridehesten.com
Mie Stuhr-Petersen med Vincel. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det samme gjaldt Frederikke Svendgaard med Bøgegårdens Cristiano e. E Bøgegårdens Dicapo/ Bøgegårdens Apollo (opdr. Stina og Jørgen Schmidt). 

Copyright Ridehesten.com
Frederikke Svendgaard med Cristiano. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Både fjerdepladsen og femtepladsen leverede ligeledes flotte runder med en enkelt nedslag. Her var det Kasper H. Hansen med Katrinelund Satisfaction e. Sandro's Adel/ Crelido (opdr. Ib Kirk) og Rikke Andersen med Chaccossini e. Chacco-Blue/ Cassini II. 

Juleaften ved Christmas Show er nået vejs ende, og endnu engang dannede Vilhelmsborg rammen om fantastisk julestemning og god springning. 

Start- og resultatlister fra stævnet.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner