Som de fleste ponyfædre gik jeg ind i denne hesteverden med skyklapper på. Med andre ord så havde jeg ingen anelse om, hvad jeg gik ind til, selv om både min kone og datter havde ”advaret” mig – Aah, hvor slemt kan det egentlig være, tænkte jeg, RØD som jeg var.

Jeg nåede dårligt nok ind i stalden den første dag, før det gik op for mig, at jeg ikke var RØD, men GRØN, når det kom til hesteverdenen. Selvom jeg ville, kunne jeg ikke skjule det for de andre i stalden. Ikke engang den anden Ponyfar som var i gang med at tage imod en ordentlig skideballe, fordi han stod og kælede med en stor hest med vilde øjne og ørerne lagt helt tilbage. ”Se hvor gode venner vi er, skat” hørte jeg ham sige, lige inden hans seksårige datter fyrede den første salve af eder og forbandelser af, og han med tilbagelagte ører og vilde øjne gik ud for at ryge en cigaret.

Med tiden bevægede jeg mig stille og roligt fra GRØN til GUL. Jeg begyndte at muge ponydyrets boks og smækkede ikke længere med døren ind til saddelrummet. I perioder fik jeg endda overbevist mig selv om, at jeg bare havde styr på det der heste-halløj. For nu talte jeg næsten flydende hest, eller det troede jeg i det mindste. For der blev fortsat fnist af mig, og min datters himmelvendte øjne var der stadig engang imellem.

Hvis jeg selv skal sige det, så er jeg i dag ret sej til at gå til hest, men jeg er dog bevidst om, at jeg har en del blinde felter. Det er ikke længere alle omkring mig, som ved, at jeg ikke altid ved, hvad jeg laver. For jeg ligner jo en rigtig Ponyfar med staldstøvler og det hele. Og der bliver da også flere og flere af de dage, hvor det hele bare spiller.

Jeg gør hestetraileren klar, fylder hønettet med wrap og husker endda at gå ind og hente hestepasset, inden vi kører til stævne i endnu en landsby, jeg aldrig før har hørt om. De dage er jeg flyvende, og hvis du sådan en dag stopper mig på vej fra saddelrummet til traileren med armene fulde af stævneudstyr og tog en farveprøve, vil jeg ikke kunne udelukke, at den vil være RØD.

I virkeligheden burde den nok være BLÅ, for jeg har fortsat svært ved at skjule min uvidenhed. Hvilket jeg gang på gang bliver mindet om, når min datter diskret fortæller mig, at jeg har sat sporerne omvendt på eller rullet bandagerne den forkerte vej. Men stolt, som jeg er, kan jeg ikke helt undsige mig for situationer som den ovenfor.

Hvis jeg selv skal komme med et bud, så tror jeg, at min primære Ponyfar-farve er GUL. Når jeg skriver, at min primære farve er GUL, så er det fordi, jeg fra tid til anden skifter mellem farverne som en kamæleon. Når alt kommer til alt, tror jeg ikke, at det er muligt at være den samme farve hele tiden.

At være en bevidst inkompetent Ponyfar kan til tider være svært, og man kan nemt knække nakken på det. Hvis man normalt har brug for at være den bedste, til det man laver, eller blot har svært ved at acceptere, at man er den ”dummeste” i lokalet. Jeg tror desværre, at der er en del fædre, som har trukket sig fra rollen som Ponyfar på grund af dette. Selv hører jeg dog ikke til sidstnævnte gruppe, for i stedet for at give op valgte jeg at gøre noget ved min uvidenhed.

Jeg begyndte at sætte mig ind i tingene, og med tiden er det da også blevet nemmere at følge med i min kone og datters samtaler i stalden. Det, der før var som hvid støj, begyndte nu at give mening, og snart kunne jeg endda kende forskel på bandager og gamacher og hø og wrap. 1 - 0 til Ponyfar.

Jeg er bevidst om, at jeg aldrig kommer til at vide alt, hvad der er at vide om heste eller bare halvt så meget som min datter. Det er ok, for når alt kommer til alt, er det jo for hendes skyld, at jeg er der, og hvis jeg skulle få brug for hjælp, kan jeg jo bare bede om den. For der findes ikke den ridepige eller Ponymor, som ikke vil hjælpe en fortabt Ponyfar.