Thomas Bach Jensen
I 1990'erne startede Per Vintersbølle hingstestationen Birkelund ved Aars, og det blev en stor succes med import af hollandske hingste af aktuelle blodlinjer. På springsiden var det blandt andet hingste som Intellect, Raffaelli Z, Dutchman, Stuntman, Mistral, Vechta, Heartbeat, Tiziano, A'Khan Z, Alicante, Aston, Glenlivet Sebioune, Odin og Condios, der gjorde hingstestationen landskendt, samt dressurhingste som Michellino, Sam-Sam, Donnerwerther, Sting, Spinoza, Sir Oldenburg, Donato og Onassis.
A'Khan Z og Michellino blev ikke blot elitehingste i Dansk Varmblod, men opnåede også international anerkendelse som fædre til adskillige internationalt succesfulde sportsheste i henholdvis springning og dressur.
A'Khan Z kom til Ungarn, hvor han i mange år fungerede som avlshingst, og blev igennem flere år forsøgt købt tilbage til Vesteuropa, da man havde indset hans værdi i avlen. Michellino forblev i Danmark, og da Per Vintersbølle stoppede eventyret med hingstestation, flyttede Michellino til Støvring Hingste Depot hos Irene Braun og Niels Grøndahl.
Da han ikke længere var i stand til at producere føl, flyttede han til Helle Stordal og Ray Harris på Østergaard ved Tjele, hvor han har boet de sidste ni år. På sin 30-års fødselsdag tidligere på ugen fik han bl.a. besøg af Niels Grøndahl og i går kom også af Per Vintersbølle, der ikke havde set Michellino i nogen tid.
– Det var rørende, og der blev knebet et par tårer. Både ved gensynet mellem Per og "Missi", men også fordi Per havde medbragt et maleri af "Missi", som nu skal hænge her på Østergaard, fortæller Helle Stordal.