Pas på hesten – jagten sætter ind

30-09-2017 16:40

Jagten går i gang i morgen, så nu er det igen tid til at være ekstra opmærksom. I foråret mistede en unghest livet efter at være ramt af et formodet vådeskud på bukkejagtens førstedag

Copyright Ridehesten.com
Unghesten Spíra, der her ses ramt af skud. Projektilet forblev inde i hende, bughulen var fyldt med blod og tyndtarmen fuldstændig ødelagt.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Søndag den 1.oktober er det endnu engang tid til efterårets råvildtjagt. Desværre fik forårets bukkejagt fatale konsekvenser, da en unghest måtte lade livet efter af være ramt af et formodet vådeskud i de første timer af bukkesæsonens start.

Den unge hoppe blev hastigt transporteret til Ansager Dyrehospital, hvor nærmere undersøgelser viste blødninger i bughulen og store skader på mave-tarmregionen. Da både mad og afføring var kommet ud i bughulen pga. de huller som projektilet havde lavet i tarmene, var hoppen allerede ramt af bughindebetændelse. Hun var i stærke smerter og skaderne var så store, at hoppen blev aflivet på operationsbordet.

Ved en efterfølgende obduktion fandt dyrlægen ved Ansager Dyrehospital Bo I. Jørgensen projektilet, der stammede fra en typisk jagtriffel. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Politiet har efterfølgende ledt efter vidner i håbet om at finde frem til skytten bag det fatale skud, desværre uden held.

Ridehesten.com har netop snakket med hestens ejer, Nina Rosén, der er ekstra ked af sagens udfald.

-  Når man har dansk jagttegn har man en kollektiv ansvarsforsikring, tegnet af Dansk Jæger Forbund, desværre dækker den kun personskader, når der ikke er fundet en skytte og derfor får jeg ingen erstatning for Spíra, fortæller Nina Rosén

Info

Bukkejagt
Bukkejagten løber fra den 16. maj til 15. juli. Jagten på sommerbukken er udelukkende riffeljagt eller buejagt. Fra den 1.oktober til den 31. januar er der jagttid på alle rådyr, hvor der må skydes både med haglegevær, riffel og bue

Hvor tæt på heste må der skydes?
Det følger af § 19 i lov om jagt og vildtforvaltning, at der ikke under jagt må afgives skud inden for en afstand af 50 m fra beboelsesbygninger, medmindre der foreligger samtykke fra beboeren.
Stk. 2. På fiskeriterritoriet må der ikke drives jagt inden for en afstand af 100 m fra arealer, der har status som sommerhusområde, og 500 m fra arealer, der har status som byzone.
Afstandskravet gælder uanset om beboelsesbygningen er beboet eller ej. Hestestalde, hønsehuse, lader mv., er ikke omfattet af afstandskravet, selvom heste og andre husdyr kan blive forstyrret af skud tæt på.
Kilde: Retsinformation

Skov- og Naturstyrelsens råd til jægerne: Orienter naboerne hvis man har ønske om at drive jagt tæt på naboejendommen. HUSK altid at få naboens samtykke, hvis jagten kan medføre skudafgivelse inden for en afstand af 50 m fra beboelse.
Skov- og Naturstyrelsens råd til naboen: Kontakt jægerne og oplys om, at jagt tæt på skel kan medføre store forstyrrelser, f.eks. for husdyrene.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner