Cecilia Lindahl
I efterårsferien (18. – 22. oktober) løber Danmarks nye store ridesportsevent, World Cup Herning, af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning. Topryttere fra hele verden samles for at dyste i springning og dressur, og kronen på værket er World Cuppen i dressur, hvor ekvipager fra det sølvvindende danske EM-hold bl.a. skal op mod verdensetteren Isabel Werth fra Tyskland og stjernen Patrik Kittel fra Sverige. Har du ikke muligheden for at opleve det fra tribunerne i Boxen, kan du følge World Cup-klasserne direkte på DR2 fra kl. 11.30 lørdag og kl. 14.25 søndag.
Stærkt World Cup-felt klar i Herning
Det er sæsonens første FEI World Cup-kvalifikation, der skal afvikles i Herning den 21. og 22. oktober, og stjerner på stribe har meldt deres ankomst. Tre ryttere fra vores sølvvindende danske EM-hold, Agnete Kirk Thinggaard, Anna Zibrandtsen og Cathrine Dufour (også to individuelle EM-bronzemedaljer) samt Daniel Bachmann Andersen og Helene Melsen er klar til World Cup i Boxen. Det samme er bl.a. tre stærke tyskere med Isabell Werth, verdens mest vindende dressurrytter, i spidsen. Isabell er nykåret tredobbelt Europamester, hun er regerende World Cup-vinder, og så er hun nr. 1 på verdensranglisten. Faktisk er Werth så suveræn, at hun også er nr. 4 og nr. 6 (på forskellige heste). Spændende bliver det, om Cathrine Dufour kan tage kampen op mod verdensetteren på hjemmebanen? Det skete næsten i Doha tidligere på året, hvor Dufour og Cassidy var under 1 % fra at slå Werth og Don Johnson, som tyskeren tager med til Herning. De stærke hollændere Adelinde Cornelissen og Patrik van Der Meer, samt svenske Patrik Kittel og Tinne Vilhelmson Silfven er også blandt de startende i World Cuppen i Herning.
Find alle de deltagende ekvipager HER
Følg med direkte på Zibra Sport
World Cup Herning byder på meget mere end World Cup-dressur, og er du ikke i Herning alle dage, kan du for kun 89,- kr. følge med direkte fra Boxen på Zibra Sport under hele eventen. Undtaget herfor er World Cup dressuren, da denne vises på DR2.
Uge 42 byder på en hestefest af dimensioner i Herning
Det er første gang Jyske Bank Boxen danner ramme om Wold Cup-kvalifikationen i dressur, men der er lagt op til en event i absolut særklasse. Stævnet rummer nemlig noget for alle. Flere stjerner har også deres upcoming heste med til stævnet, så både nuværende og kommende verdensstjerner samles under et tag.
Udover verdensklassedressur byder stævnet også på springning på allerhøjeste plan. Blandt andet skydes FEI’s helt nye ponyspring-turnering i gang, og der afvikles også både CSI1* og CSI3* springning. Sværest bliver det i Grand Prix, hvor forhindringshøjden kommer op på 150 cm, når der skal springes om 300.000 kr.
Lørdagen byder på en fantastisk World Cup Herning Show Night presented by TronsøSkolen med masser af festlige indslag, musikalsk af urban pop-duoen L.I.G.A og afterparty for alle.
World Cup-eventen i Herning arrangeres af Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Aalborg i samarbejde med Sport Event Denmark, Herning Kommune og MCH Messecenter Herning.
Se mere HER
/DRF