OL i Tokyo: – Andreas er mest klar til opgaven

25-06-2021 11:42

Annika Knudsen Lorentsen

Nu er det besluttet, at det bliver Andreas Schou, der skal repræsentere Danmark ved OL i springning. Landstræner Bo K. Møller fortæller, at han har valgt Andreas, da han er den, der er mest klar til opgaven, og han har tillid til, at Andreas kan levere det bedst mulige resultat for Danmark

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Darc de Lux. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Valget om, hvem der skulle repræsentere Danmark ved OL, stod mellem Emil Hallundbæk, Zascha Nygaard Andreasen og Andreas Schou, som alle har leveret en lang række gode resultater de seneste måneder. 

På grund af corona-pandemien blev det OL, der skulle have været afviklet sidste år, udsat til i år, og derfor har mange ventet i spænding i mere end et år, på at finde ud af, hvilken dansk springrytter, der ville få mulighed for at ride i Tokyo. Landstræner, Bo K. Møller har nu besluttet sig, og valget er faldet på Andreas Schou, som har bevist, at han er i topform, og dermed er et oplagt valg til at repræsentere Danmark på højeste niveau ved OL sammen med hesten Darc de Lux e. Darco/Contendor (opdr. Morten Augustinus). 

– Jeg har jo skulle vælge, hvilken af de tre ryttere, der skulle afsted til OL, og det har selvfølgelig været en svær beslutning, da alle tre ryttere er nogle jeg har stor sympati for, og som har leveret gode resultater. Jeg har taget mit valg ud fra, de resultater, rytterne har leveret de sidste måneder, og ud fra, at jeg mener, at det er Andreas, der er mest klar til opgaven, som det ser ud nu, forklarer Bo. 

Siden stævnerne åbnede igen, efter det internationale herpesudbrud, har Andreas kun haft to nedslag på Darc de Lux i 145 cm-klasser og opefter, og Andreas er lige nu den bedst placerede danske springrytter på verdensranglisten, hvor han netop nu er placeret som nr. 165.

Emil og Zascha har også leveret gode præstationer, og da Emil var den rytter, der sørgede for, at Danmark fik OL-pladsen, var der nok mange, der havde tænkt, at han også ville være den der skulle sendes afsted til OL, hvis han og tophesten Chalisco var klar. Både Zascha, Emil og Andreas har de seneste måneder præsteret på højt niveau. Der er dog sket meget siden kvalifikationen kom i hus, og det skyldes særligt udsættelsen af OL fra sidste år til i år, og som det ser ud nu, forklarer Bo K. Møller, at det giver bedst mening at sende Andreas afsted:

– Der har nok aldrig før været en udtagelse i springning, da der ikke har været flere ryttere, der har kunne ride, end dem der skulle afsted. Det er jo et utroligt positivt tegn, at vi denne gang har kunne vælge mellem flere rigtig gode bud, men det har ikke gjort opgaven lettere for mig, forklarer Bo, og fortsætter: 

– Det er selvfølgelig ærgerligt for Emil og Zascha, men det er sådan sporten er, og jeg mener, at det er et meget velbegrundet valg at sende Andreas afsted, da han er den bedste vi har lige nu. Det gælder om at sende den bedste repræsentant for Danmark, og jeg tror på, at Andreas kan gøre det rigtig godt. 

Fakta
Fakta om Andreas Schou

Andreas er 34 år, og har ikke tidligere deltaget ved OL. Som rytter er han dog særdeles rutineret, og han har repræsenteret Danmark ved store mesterskaber rigtig mange gange. 

Ved EM for seniorryttere har Andreas repræsenteret Danmark hele seks gange, mens han også har redet ved VM en enkelt gang. Derudover har Andreas redet et utal af medaljer hjem ved DM, hvor det er blevet til intet mindre end ni guldmedaljer.

Sammen med Darc de Lux har Andreas opnået mange flotte resultater, og ekvipagen vandt blandt andet sølv ved DM sidste år. Dertil kommer mange internationale topplaceringer, og de er her i foråret blandt andet blevet nr. 6 i en 155 cm-klasse i Gorla Minore.

Satser på finaleplads
I starten af august afvikles OL i ridebanespringning, og landstræneren har en klar forhåbning for det resultat, som Andreas og Darc de Lux kan levere, når de skal starte i Tokyo. 

– Vi går efter en finaleplads, og så må vi se på dagen, hvor vi ender, for det er de små marginaler der afgør, om man ender i den ene eller anden ende af det endelige resultat, forklarer Bo, og fortsætter:

– Jeg har stor tillid til, at vi kan ende i den bedste halvdel i finalen, særligt når man ser på, de konstante gode resultater som Darc de Lux har leveret under Andreas. 

Forberedelserne er på plads
Der er omkring en måned til det går løs i Tokyo, og planen for optakten for Andreas og Darc de Lux er klar. 

– Andreas rider et stævne mere i Tyskland, på lidt lavere niveau, inden de går i karantæne i Aachen den 16. juli. Her skal de være i 10 dage, inden hesten flyver mod Tokyo den 26., og lander den 27. Andreas og jeg tager afsted den 28., mens hestepasseren allerede flyver den 24., for at være klar til at tage imod Darc, når han ankommer i Tokyo. 

Når alle er ankommet, så starter konkurrencen med en opvarmningsklasse (familiarization) den 1. august, hvor heste og ryttere får lov at ride i arenaen. Herefter rides den første individuelle konkurrence den 3., mens finalen afvikles den 4. august.

God udvikling i dansk springsport
Landstræneren fortæller også, at han glæder sig til at få denne oplevelse som landstræner, og at han glæder sig over den udvikling, som man ser i den danske springsport. 

– Det er sjovt, at vi har fået den her plads, og det er et godt led i forhold til, at vi forhåbentligt er endnu mere rustede til VM på hjemmebane næste år. Det langsigtede mål er jo, at vi får et dansk hold med til OL i 2024, men nu gælder det i første omgang OL i Tokyo, og derefter kommer der ret hurtigt efter EM i Riesenbeck (Afvikles i starten af september), hvor vi skal have et helt hold til start. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Darc de Lux, da de vandt sølv ved DM sidste år. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner