OL i military - Springningen får indflydelse på resultatet

01-08-2021 18:07

Annika Knudsen Lorentsen

I morgen skal militaryrytterne i aktion på springbanen, hvor det skal afgøres hvilke nationer, og hvilke individuelle ryttere, der kan hænge medaljer omkring halsen. Vores ekspert, Jakob Binder Struck fortæller her lidt om konkurrencen sidste dage, hvor det også bliver spændende at se danske Peter Flarup på banen

Copyright Ridehesten.com
Britiske Oliver Townend er i front af den individuelle konkurrence, ligesom han også fører holdkonkurrencen sammen med det britiske hold. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans
Nyheden fortsætter efter annoncen

I nat, dansk tid, red militaryrytterne på terrænbanen ved OL, og her blev der ændret en del i den individuelle placeringsrækkefølge, mens der også skete ændringer i holdkonkurrencen. 

Den krævende terrænbane gav mange ryttere fejl, og også danske Peter Flarup fik desværre fejl undervejs, som betyder, at han lige nu er placeret som nr. 45 ud af de i alt 63 ekvipager, der har været til start. Læs mere om, hvad Peter tænkte om sit terrænridt HER.

I morgen byder dagen på ridebanespringningen, hvor alle de ekvipager, som bliver godkendt i det kommende dyrlægetjek (afholdes kl. 2.30 i nat, dansk tid), skal til start. 

– Det er spændende at se, hvilke heste der klarer sig gennem vettjek, og om hestene er i god nok form efter terrænspringningen, hvor flere så noget trætte ud, da de kom i mål, forklarer Jakob Binder Struck, og fortsætter:

– Der er jo nogle af hestene, der skal gå to runder på springbanen, da de 25 bedste efter første runde, skal ride endnu en runde om de individuelle placeringer. Alle dem, som er i top-10 lige nu, har i mine øjne mulighed for at ride fejlfrit på springbanen, og de er jo alle placeret meget tæt, så det bliver spændende at se, hvad det ender med.

Copyright Ridehesten.com
Peter Flarup og Fascination i terrænet. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans
Fakta
Program for ridebanespringningen

Tidsplan for konkurrencen mandag:

  • 1. runde af ridebanespringningen starter kl. 10.00, dansk tid
  • 2. runde for de 25 bedste starter kl. 13.45, dansk tid

Begge runder vises på streamingtjenesten Discovery+ og på Eurosport 1.

Forhåbentlig god dansk afslutning
Selvom Peter fik nogle fejl i terrænet, så satser han på, at Fascination er tip-top, og går igennem dyrlægetjekket, så de sammen kan komme til start i ridebanespringningen i morgen. Netop ridebanespringningen i morgen kommer til at vise, hvilke heste, der er i bedst form, og hvem der er bedst i springningen. Jakob fortæller, at han er sikker på, at Peter kan gå ind og levere en god afslutning, også selvom han har en knap så god terræntur med i bagagen.

– Peter kommer til at gå efter en nulrunde, for at få afsluttet det her på en god måde, og for at få en god tur. Jeg tror, at han er professionel nok til, at han fint kan ryste terrænridtet af sig, og komme videre og levere en god afslutning. 

Copyright Ridehesten.com
Top-10 efter terrænspringningen. I top-5 er det blot et nedslag der skiller ekvipagerne ad, og det bliver derfor meget spændende at se, hvem der kan ride uden fejl på springbanen.

Ridebanespringningen har som regel en stor indflydelse på afgørelsen i military, og nu hvor der er to runder for de 25 bedste, så forventer Jakob også, at det kommer til at få stor betydning. 

– Det kræver meget af hestene at gå to runder ovenpå terrænspringningen, og derfor vil vi også se, at det er de heste, der er i bedst form, der kommer til at slutte bedst af. Det bliver rigtig spændende at se top-25 i anden runde, hvor der helt sikkert også er nogle der vil få fejl, som får betydning for det endelige resultat.

Fakta
Hvem er Jakob Binder Struck?

Jakob er vores OL-ekspert i militarydisciplinen, og det er der god grund til. Han er nemlig selv militaryrytter på professionelt niveau. 

Fakta om Jakob:

  • Professionel militaryrytter 

  • Er bosat Schleswig-Holstein, Tyskland, hvor han er ansat hos Dirk Schrade Eventing

  • Er søn af holdleder for seniorrytterne i dressur, Anne-Mette Binder og Christian Struck der tidligere har været holdkaptajn for senior-militarylandsholdet

  • Har tidligere været ansat hos Katrinelund på Mors 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen