Britt Carlsen
- Kære avlere, I behøver slet ikke shoppe rundt i udlandet for at finde hingste af topmoderne og fremragende blodlinjer. De danske hingsteholdere har gennem flere år indkøbt det bedste blod til landet, så vi har varen herhjemme nu, sagde disciplinansvarlig for springning i Dansk Varmblod Johnny Hansen, og den udtalelse blev fulgt af klapsalver.
Udtalelsen kom under morgnens præsentationsklasse af 5- og 6-årige springhingste i Danish Computer Group arena, og selvom der blot var fire hingste til start, her på konkurrencernes sidste dag, så var det særdeles interessant, fordi springdommerne Kristian Skovrider og Bo K. Møller kom med deres indtryk af hingstenes ridelighed, kapacitet og fremtidsperspektiv, mens Johnny Hansen supplerede med bemærkninger om hingstens blodlinjer.