Jennysminde – en slags ride-SFO

02-01-2008 15:45

Maja Golles

Jennysminde er et værested for hesteglade piger. Et værested med heste, sjov og hygge. Jennysminde er tænkt som et alternativ til skolernes fritidsordninger.

Joan Jensen, der har en fortid som lærer i folkeskolen, havde tænkt sig Jennysminde som et alternativ til skolernes fritidsordninger. For samme pris, som man betaler i de kommunale ordninger, kunne børnene få masser af frisk luft, samvær med hinanden og dyrene på stedet og tre halve timers rideundervisning om ugen. Det er især det sidste, der har trukket brugere til. Jennysminde er snarere blevet et supplement til SFO og også et værested for hesteglade piger, der er ude over pasningsalderen. - Det er blevet mere hestecenter og ikke så bredt, som jeg havde forstillet mig, konstaterer Joan Jensen. - Da vi begyndte, havde jeg fat i en musikpædagog, men der er ikke økonomi til det, når vi ikke er flere, siger hun. - Hvis det skulle være rigtig sjovt, skulle vi have 16 børn hver dag, det ville være nok til at ansætte en mere, siger Joan Jensen og fortæller om stedets andre muligheder: En sø med båd, en urtehave, der kunne blive til noget, hvis der var tid, og de andre dyr: kaniner, katte, marsvin og får. I dag er i alt 22 børn indskrevet på Jennysminde. Anja Kristensen har for tiden forældreorlov og er med på Jennysminde et par gange om ugen. Selv om hun på forhånd havde forsvoret, det nogensinde ville ske, er hun også begyndt at ride. - Mine børn er forfærdelig ridetossede. Her er det ikke bare op på og ned fra hesten. De lærer også pasning og pleje, og Joan ser, hvad børnene har behov for og tager sig den tid, der skal til - så hun er altid bagud med tidsplanen, tilføjer hun med et smil. - Ja det kræver forstående forældre, konstaterer Joan Jensen, der er fast besluttet på, at Jennysminde Børne- og Hestecenter skal lykkes. Kilde: Fyens Stiftstidende

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner