Thomas Bach Jensen
Da Jan Opstrup og hans hustru Eli i 1982 flyttede til Gimming ved Randers med børnene Kristian, Kasper og Anne, var familien allerede hesteinteresseret. De blev naboer til den dengang kendte hesteavler, Hilmer Møller, og det førte til mange års venskab, hestesnak og beundring af Hilmers smukke, sorte hopper.
Da Hilmer havde rundet de 80 år og ønskede at trappe ned, købte familien Opstrup hoppeføllet Queen Damgård efter Pablo af ham i 1996. Året efter købte de den gård, hvor Hilmer havde sine heste, Damgården, og oveni handlen fulgte købet af guldmedalehoppen Diana Damgaard efter Donnavan og en aftale om at tage vare på dens helsøster, sølvmedaljehoppen Finette Damgård, som de købte tre år senere, da Hilmer gik bort.
Finette Damgård blev trefold hingstemor, bl.a. til Newman DVH 904 e. Nobleman, der var opdrættet af Jan Opstrup, som efterfølgende avlede helbroderen Noble Art, der vandt titlen Årets hingsteføl 2005 og blev dyreste auktionsføl og solgt til Møgelmosegaard (nu Helgstrands residens) for 90.000 kr. Endvidere blev Finette Damgård mor to hopper, der har grundlagt Mogens Worre-Jensens avl, og som i dag er elitehopper.
Jan Opstrups børn har alle redet og har mønstret familiens opdræt ved utallige skuer og kåringer. Jan Opstrup har til det sidste fulgt interesseret med i hesteavlen. Den 8. marts sov Jan Opstrup stille ind efter en hjerneblødning, og han blev bisat fra Gimming Kirke den 15. marts 2022.
Æret være hans minde.