Historisk dansk resultat i Aachen (video)

02-07-2022 15:40

CHIO Aachen: Det blev ligeså spændende og neglebidende som forventet, da Nations Cuppen skulle afgøres her i Aachen og det blev heller ikke uden drama. Men det er nu en kendsgerning, at det danske hold ved at vinde Nations Cuppen, har skrevet historie

Copyright Ridehesten.com
Da sejren var i hus blev der delt krammere ud blandt de danske ryttere. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Smilene var store og humøret var højt, da de fire danske ryttere, Daniel Bachmann Andersen, Nanna Skodborg Merrald, Carina Cassøe Krüth og Cathrine Laudrup-Dufour kunne kramme hinanden, velvidende om at sejren var hjemme i holdkonkurrencen. Men sejren kom i hus på en lidt anden måde end forventet, da Isabell Werth, som var klassens sidste og afgørende rytter, blev diskvalificeret.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I torsdagens indledende klasse var der trukket lod om startrækkefølgen blandt nationerne, mens ekvipagerne i dag var seedet og inddelt i grupper efter de individuelle resultater i Grand Prix'en. Det betød at både Daniel, Nanna og Carina alle red i den tredje gruppe ud af de fire, og her var Daniel og 10-årige Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/Michellino (opdr. Nicolai Jepsen og Tina Christoffersen) den første danske ekvipage. 

I torsdagens Grand Prix var Marshall vældig vågen og lidt for klar på opgaven, så det gav lidt småfejl, men som Daniel efterfølgende fortalte, var det forventeligt efter at blot otte rideture sammen. I dag så vallakken meget mere rolig og veltilpas ud og han rokkede ikke med et øre da publikum klappede af den foregående ekvipage. Daniel fik lov til at ride og guide Marshall hele vejen rundt og han kvitterede med nærmest ikke at sætte en hov forkert. På samme måde kvitterede dommerne med flotte points og en procent på 75,23%.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Derefter var Nanna Skodborg Merrald og Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnarschlag (Opdr. Kristine Munch Nielsen) næste ekvipage på banen og det så længe meget lovende ud for parret, som indtil skridtprogrammet lå på over 78%. Desværre er skridten ikke hoppen stærkeste side og med de mundproblemer som også forstyrrer  billedet, så faldt procenten ligeså stille, hvor der også indløb en ærgerlig fejl efter galopanspringet, da Orthilia faldt i trav og de endte på 72,27%.

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Carina Cassøe Krüth og sølvmedaljehoppen Heiline’s Danciera e. Fürstenball/De Niro (opdr. Stutteri Heiline v/Line Jensen og Heine Bonde Mikkelsen) var sidste rytter inden den sidste pause i klassen og danse, som Danciera, kaldes i daglig tale, dansede i den grad under Carina i den første del af programmet og pointenes lå tæt på de 80%. Det er stadig piaff'en som er det sværeste for den smukke hoppe og med fejl i to ud af det tre changement serier, droppede scoren en smule og de endte på 74,38%.

Det er en vanvittig udvikling som den 10-årige vallak Vamos Amigos e. Vitalis/Blue Hors Hotline har gennemgået det seneste tid. Fra at ligne en sprængfarlig bombe til i dag at ride ind på det store dressurstation i fuldstændig ro, trods publikum der klappede den forgangne rytter ud. Vamos var virkelig med Cathrine Laudrup-Dufour igen i dag og som den eneste for tredje klasse i træk, blev det til over 80% for Cathrine, da hun og Vamos blev belønnet med 80,06%

Dermed lagde Danmark sig i spidsen af holdkonkurrencen foran Tyskland, hvor deres stærkeste kort, Isabell Werth og DSP Quantaz e. Quaterback/Hohenstein 4 skulle på banen som den aller sidste. Inden hun red ind stod det klart at hun skulle ride 76,9% for at Tyskland skulle forbigå Danmark. Det var neglebidende at overvære hvordan Werth gennem travprogrammet lå netop på 77%, indtil at skridtturen bragte ekvipagen ned på 73%. Werth satte i galop og efter få øvelser ringede hoveddommeren Susanne Baarup med klokken og gik ud med en hvid serviet. Quantaz havde bidt sig og hun blev derfor diskvalificeret grundet blod.

Dermed stod det klart - Dansk sejr i Nations Cup og endnu engang en dansk sejr individuelt til Cathrine Dufour. Indivduelt blev det lidt en gentagelse af Grand Prix'en , hvor tyske Frederic Wandres på Duke of Britain FRH e.  Dimaggio/Rubinstein, som opnåede 78,46%, mens finske Henri Ruoste og Kontestro DB e.  Contendro/ Cassini II blev nummer tre med 76,40%. Daniel og Marhsall blev nummer seks, Carina og Danciera nummer otte og Nanna og Orthilia nummer 15. De 15 bedste ekvipager skal i morgen ride kür, men det bliver desværre uden Nanna, da det kun er de tre bedste fra hver nation som får adgang. 

Klokken 17.30 bliver de danske ryttere hyldet på det store springstadion, som man kan se live HER.

Fakta
Resultatet af Nations Cup
  • Danmark - 459.421%
  • Tyskland - 454.903%
  • Sverige - 440.499%

Klassens resultat og resultatet af holdkonkurrencen.

Stævnet start - og resultatlister. 

Hør de danske ryttere sætte lidt ord på dagens sejr herunder.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner