Grand Prix-sejr til Fie Skarsøe

07-04-2009 13:06
Ved stævnet Coupe de Luxembourg dressage 2009 "International Cup" den 3.-5. april vandt den danske in house-rytter, Fie Skarsøe, Grand Prix med hoppen Doreen

Fie Skarsøe havde et meget succesfuldt stævne i den forgangne weekend i Luxembourg, hvor hun vandt og blev placeret i adskillige klasser fra MB til Grand Prix. Ja selv med ponyhingsten Daddy's Destiny nåede Fie med stor succes at starte under det travle stævne, hvor flere af hendes elever også startede. Fie Skarsøes Grand Prix-hest er den 10-årige hoppe Doreen e. Dream of Glory / Kronenkranich xx, som Fie selv har uddannet. Doreen havde sin Grand Prix-debut tidligere på året og har vundet begge sine hidtil eneste to Grand Prix-starter. - Jeg er meget stolt af Doreen, som fik flere 8-taller i bl.a. piaffe og passage. Det er en hest, der endnu har så meget at give af, at jeg ser meget lyst på fremtiden. Nu skal hun bare have lidt mere erfaring og styrke. Ved det internationale stævne i Luxembourg startede Fie Intermediaire II for første gang og denne klasse blev også vundet af Fie og Doreen. Succesen var ikke ringere af, at dressurdommerne var velkendte, internationale dommere fra Tyskland. Det er Fies plan fortsat at gå langsomt frem med hoppen og starte nogle enkelte internationale Grand Prixer i 2009. Med den 8-årige Fidermark-søn Fiders Legat vandt Fie St. Georges Special og med den 6-årige Rash e. Ron William blev det til sejr i MB. I magasinet Ridehesten 07/2008 kan du læse en stor artikel om Fie Skarsøes tilværelse som professionel dressurrytter i Luxemburg.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner